23. september 2019
Erik Petersen mener, at Høje-Taastrup Kommune svigter 22-årige Line.
Erik Petersen mener, at Høje-Taastrup Kommune svigter 22-årige Line.
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Kommunen svigter sin omsorgspligt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Kommunen svigter sin omsorgspligt
Taastrup - 14. maj 2019 kl. 08:14
Af Erik Petersen, Medlem af handicapråddet i Høje-Taastrup Kommune og formand for LEV i Høje-Taastrup
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når en borger ikke er i stand til at tage vare på sig selv, er det kommunen, der har ansvaret. Når der er tale om handicappede borgere, har kommunen skærpet omsorgspligt. Dette fremgår af Ankestyrelsens principafgørelser, som kommunen selv ynder at henvise til, men det gælder åbenbart ikke i sagen om 22-årige Line, som er infantil autist.

arrow Læs også: Desperat mor: - Kommunen har ødelagt min datters liv

Som medlem af kommunens Handicapråd finder jeg det dybt skræmmende at opleve den grænseløse inkompetence, hvormed denne sag bliver behandlet. Når myndighedschefen kan fastslå at »Vores afgørelse er fornuftig«, må jeg konstatere, at fornuft nu har vide grænser, samt at det ikke er helt klart, hvem det er fornuftigt for.

I myndighedschefens svar er der - ikke overraskende - flere faktuelle fejl, som samlet klarlægger en sagsbehandling, der ikke har rod i lovgivningen, men i en besynderligt menneskesyn.

Lad mig blot fremhæve nogle få af de mange fejl, som myndighedschefen begår:

»Det har været vanskeligt og endda nogle gange umuligt for Line at tage imod de tilbud, som kommunen har stillet op med«, siger myndighedschefen. Hertil er der blot at konstatere, at kommunen ikke har magtet at komme med de rette tilbud grundet elendigt sagsarbejde.

Han fortsætter: »En udfordring er, at man (kommunen) ikke ved, hvad årsagen er til, at det ikke lykkedes at hjælpe Line«, hvorefter han selv gør opmærksom på, at den dårlige kontakt til hende er en væsentlig årsag. Jamen chancen for at begå fejl er oftest meget stor, når kontakten er ringe - det er jo grundstenen i socialfagligt arbejde.

Kommunen hyrer VISO (Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation under Socialstyrelsen) for at belyse sagen - hvilket er et rigtig godt initiativ. Det er bare ret uforståeligt, hvorfor man ikke anvender den viden, som man får.

Line har brug for et permanent og forudsigeligt opholdssted med veluddannet personale, således som BOAS i Taastrup tilbyder, dette er klart efter anbefalingen fra VISO (bevilges efter servicelovens § 108), men i stedet bevilges et billigere tilbud, som ydermere er et midlertidigt tilbud (servicelovens § 107) - begrundelsen for dette er ikke socialfaglig, men alene økonomisk, idet det er i modstrid med de anbefalinger, som kommunen har modtaget og ikke i overensstemmelse med det behov, som borgere med infantil autisme vil kunne profitere af.

Må økonomiske betragtninger ikke indgå i sagsbehandlingen?

Jo, det må de godt, men kun, når to ens tilbud, som opfylder betingelserne, er forskellige i pris - ikke når fagligheden og tilbuddets art er afgørende forskellig, som det er i denne sag.

Samlet finder jeg, at kommunen groft svigter deres skærpede omsorgspligt gennem en elendig sagsbehandling samt svigter kommunens egen handicappolitik, der bygger på FN's handicapkonvention.

Det ville være på sin plads, at ansvarlige politikere kom på banen.

(Høje-Taastrup Kommune har ikke ønsket at svare på debatindlægget)

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk