

Se billedserie
Kæmpe støjproblemer, mere trafik og øget luftforurening.
Det er nogle af de skrækscenarier, modstandere af en ny Ring 5 motorvej ser for sig i fremtiden, hvis den nye motorvej bliver en realitet.
Derfor var flere af dem tirsdag aften mødt op foran rådhuset i Høje-Taastrup til en demonstration, fordi politikerne på aftenens byrådsmøde skulle bevillige 1,2 millioner kroner til en forundersøgelse af Ring 5.
En af initiativtagerne til demonstrationen er Thomas Iversen, der bor i Kraghave.
- Vi demonstrerer mod det helt absurde i, at Høje-Taastrup Kommune skal bruge borgernes egne skattekroner på et statsligt vejprojekt, der helt åbenlyst vil medføre store afledte gener for kommunens egne borgere, hvis motorvejen kommer til at gennemskære kommunen. Mange borgere vil blive væsentligt berørt af støj fra den påtænkte Ring 5 motorvej, hvor støjniveauet fra motorvejen vil være så højt, at det er klart sundhedsskadeligt, siger han.
Thomas Iversen er medlem af foreningen »Nej til Ring 5«, der - som navnet antyder - er modstandere af en Ring 5 motorvej. Foreningen prøver gennem spørgsmål til politikere, læserbreve og sociale medier at gøre borgerne og politikere i de berørte kommuner opmærksom på de gener, de mener, en ny motorvej gennem området vil få.
- Trafikstøj kan have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Vi borgere oplever det som et ondt mareridt. Mens flere Vestegnskommuner klager deres nød til politikere på Christiansborg og Vejdirektoratet om blot at få reduceret toppen af støjen fra de eksisterende motorveje, så fremstår mange politikere i Høje-Taastrup som enten arrogante eller naive, når de taler for mere motorvej tværs gennem kommunen ud fra et spinkelt håb om, at det måske kan kaste et par arbejdspladser af i det lange løb. Vi mener simpelthen ikke, det kan stå mål med de gener, en gennemgående motorvej gennem kommunen vil få for de nuværende og kommende borgere, siger Thomas Iversen.

Demonstrationen foran rådhuset var anmeldt til politiet, og eftersom det var en anmeldt, politisk demonstration var den undtaget fra det forsamlingsforbud, der ellers er indført som følge af coronaudbruddet. Foto: Jørgen C. Jørgensen
Han fortæller, at han allerede nu er plaget af støj fra Holbækmotorvejen, som ligger 1,3 kilometer fra hans hjem. En ny Ring 5 vil ligge 300-400 meter derfra.
- Vi kan ikke sove med vinduet åbnet i soveværelset, fordi vi allerede fra ved 5-tiden om morgenen kan høre støjen. Jeg frygter, hvordan det vil blive, hvis der kommer endnu en stor motorvej gennem kommunen, ikke bare for os, men for rigtig mange borgere, siger Thomas Iversen og påpeger, at en Ring 5 kan have negative konsekvenser for hele kommunen.
- En motorvej tværs gennem kommunen med et kilometerbredt bælte af støj vil gøre det uattraktivt for potentielle tilflyttere til kommunen på den lange bane. Kommunens virksomheder har allerede nem adgang til overordnet vejinfrastruktur, siger han.
Thomas Iversen håber derfor, at de lokale politikere vil stoppe med at arbejde for en Ring 5. Han ønsker ligeledes, at de vil melde klart ud, hvor de står i sagen, så borgerne i Høje-Taastrup Kommune har fået klar besked, inden de skal stemme til kommunalvalget næste år.
Thomas Iversen erkender, at der er problemer med trængsel i hovedstadsområdet, men at løsningerne skal findes andre steder, eksempelvis i bedre offentlig transport.
- Det er hovedløst at spille med på Vejdirektoratets melodi om mere asfalt og motorvej, mener han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk