14. november 2018
Snart slukkes lysene i den store dametøjsbutik Bjørn, som har ligget i City2 i 39 år. Inge Olsen og Niels Bjørn Jensen har besluttet at gå på pension. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Snart slukkes lysene i den store dametøjsbutik Bjørn, som har ligget i City2 i 39 år. Inge Olsen og Niels Bjørn Jensen har besluttet at gå på pension. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bjørn siger farvel efter 39 år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bjørn siger farvel efter 39 år
Taastrup - 03. november 2018 kl. 05:24
Af Pernille Rohde
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

City2's kunder har netop vist deres store opbakning til tøjbutikken Bjørn ved at kåre den til 'Årets Butik 2018'. Indehaver Niels Bjørn Jensen (i daglig tale kaldet Bjørn) blev meget glad for prisen, der kommer som et stort skulderklap netop i år, hvor han har besluttet at lukke butikken.

- Det var dejligt at blive årets butik og man må sige, at det var sidste chance. Beslutningen om at lukke butikken har været længe undervejs og vi har efterhånden vænnet os til tanken, siger Bjørn og kigger på sin hustru Inge, der har stået for driften sammen med sin mand. De to vil nu gå på pension sammen.

Bjørn er den nuværende forretning, der har ligget længst i City2. Da Bjørn Jensen for 39 år siden kom til det store, nye center i Høje-Taastrup, var det et meget spændende sted for en ung, ambitiøs mand med gode salgsevner.

Bjørn er vokset op i en familie bestående af selvstændige erhvervsdrivende.

- Min farmor og farfar havde en butik i Ebeltoft, J. Carl Jensen, som solgte damtøj og manufaktur, fortæller Bjørn. Han havde selv lyst til at arbejde i denne branche, men havde udlængsel og arbejdede et år i London.

- Jeg arbejdede i det engelske stormagasin Liberty i et år og det var en oplevelse at se, hvordan det fungerede, fortæller han.

Bjørn ville også gerne have været i Tyskland og arbejde, men efter det engelske eventyr, kom han til Ålborg og derfra gik turen til Høje-Taastrup.

Kunne lide centertanken

- Jeg havde fundet ud af, at man kan bo andre steder end i Jylland og da min arbejdsgiver i butikken i Ålborg fik en henvendelse fra centerledelsen i City2 med forslag om at åbne en butik, blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at være med til at starte den. Jeg kunne godt lide centertanken, som dengang var ret ny og på det tidspunkt var City2 Nordeuropas største center, fortæller Bjørn.

Han oprettede et kommanditselskab med tre partnere, hvoraf han selv var den ene og de blev enige om, at butikken skulle hedde Bjørn.

- Vi mødte en del skepsis på grund af navnet. Der var flere der mente, at man ikke kunne kalde en dametøjsforretning for Bjørn. Men det er jo gået meget godt på trods af navnet, smiler Bjørn.

Ansatte Inge på deltid

Butikken blev hurtigt populær og tre år efter at den var åbnet, ansatte Bjørn en medarbejder, som skulle få stor betydning for resten af hans liv.

Inge Søgaard Olsen blev ansat som deltidsansat ekspedient og som tiden gik, blev hun og Bjørn meget glade for hinanden. Så glade at de blev kærester og siden gift. Og de har nu i 36 år drevet butikken sammen. For 15 år siden købte de partnerne ud og har siden ejet butikken alene.

Udover butikken har de opfostret to børn sammen, en fælles søn samt Inges datter og i dag har de også fået to børnebørn og et tredje er på vej.

- Vi glæder os meget til at være mere sammen med vores børnebørn, siger Inge. Og Bjørn nikker. Tid har der ikke været så meget af i alle de år, de har drevet butik. Særligt de lange åbningstider til kl. 19 i hverdagene og søndagsåbent har givet et stort arbejdspres.

- Vi har aldrig kunnet arrangere ret meget fredag aften for eksempel, for vi skulle jo op og åbne tidligt lørdag. Men det kommer vi til nu, siger Inge.

Bjørn og Inge har ikke lagt nogle planer for, hvad de skal lave, når butikken er lukket.

- Det bliver rart bare at gøre præcis det, man vil. Vi kan godt lide at læse og så glæder vi os til at kunne tage på afbudsrejser, siger Inge.

Med i bestyrelsen

Da Bjørn besluttede sig for at stoppe, undersøgte han i første omgang, om han kunne finde nogen, der ville overtage butikken.

- Det lykkedes desværre ikke.
Han ærgrer sig ikke over, at butikken ikke bliver videreført.

- Jeg er ikke herre over samfundsudviklingen og i dag er det blevet svært at drive en selvstændig detailforretning. Langt de fleste butikker er en del af en kæde, så en butik som vores er en uddøende race, siger han.

I alle årene i City2 har Bjørn været med i City2's bestyrelse og han har oplevet alle de forskellige udsving, der i tidens løb har været i forbrugsmønsteret.

- Det er gået godt i mange år og hos os blev vi først sent berørt af finanskrisen. Vi kan dog mærke en ændring i folks indkøbsmønster. For eksempel havde vi før i tiden op til jul mange mænd der kom og købte dyre gaver til deres koner. Dem er der ikke så mange af mere og dem der kommer, har ofte et fast budget på nogle hundrede kroner. Det skyldes nok, at mange kvinder i dag selv køber tøj hele året, siger Inge.

Der bliver heller ikke pakket nær så mange gaver ind i julemåneden, som der gjorde tidligere.

Vil savne ansatte og kunder

Bjørn og Inge har netop fyldt butikken op med julekollektioner for allersidste gang og de holder butikken åben indtil den er tom, men er enige om, at 31. december bliver den ultimativt sidste dag.

Selvom de begge glæder sig til et mere frit liv, kommer de til at savne både kunder og ansatte.

- Mange kunder har givet udtryk for, at de kommer til at savne os. Og vi kommer også til at savne dem. Det samme gælder vores dejlige personale, som vi er meget kede af at skulle tage afsked med, siger Bjørn.

- Vi har nogle meget dygtige ansatte, som vi håber, finder gode job andre steder. For at sige ordentligt farvel, har vi holdt en farvelmiddag med dem her i november, slutter Inge.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk