16. december 2018
Annika Pedersen er 53 år og ny som præst i Fløng Kirke. Det er hendes første embede. Inden da har hun været vidt omkring arbejdsmæssigt og i sin tro. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Annika Pedersen er 53 år og ny som præst i Fløng Kirke. Det er hendes første embede. Inden da har hun været vidt omkring arbejdsmæssigt og i sin tro. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Annika er det nye ansigt i kirken

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annika er det nye ansigt i kirken
Taastrup - 07. marts 2018 kl. 15:40
Af Lisbeth Jansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Jeg glæder mig til hverdagen, for det er vigtigt, at man er til stede i gudstjenesten, ellers kan folk mærke det,« siger Fløngs nye præst Annika Pedersen efter at have beskrevet, hvordan hun til sin første gudstjeneste ved indsættelsen den 3. december sidste år, var fysisk til stede, men at hun samtidig mentalt koncentrerede sig om den helt nye situation det var at føre menigheden gennem gudstjenesten.

Det med at være nærværende er ikke kun vigtigt for hende til gudstjenesterne.

»Det er vigtigt at være nærværende som præst. At være til stede. Resten kan læres. Men lige meget hvad folk kommer med og har på hjerte, så skal man kunne tage imod det og ikke være fordømmende,« uddyber hun.

Hverdagen for Annika Pedersen vil blandt andet indfinde sig på hendes kontor i Sognets Hus.

Rummet har allerede et vist personligt præg med en sækkestol og bøger. På en hylde sidder nogle hæklede dukker, der viser sig at være Maria, Josef og andre af de centrale figurer fra juleevangeliet.

Annika Pedersen har brugt dem, da hun formidlede julens budskab til sognets allermindste kirkegængere.

En voksen beslutning
Annika Pedersen blev færdiguddannet fra pastoralseminariet for et år siden, og embedet i Fløng er hendes første.

»Det var en voksen beslutning at tage uddannelsen,« siger hun.

Inden da har hun været vidt omkring fagligt såvel som åndeligt.

Hun har arbejdet som syerske, teatermedhjælper, ældreplejer, flyverkonstabel og it-konsulent.

Om hvorfor hun har valgt at blive præst, siger hun:

»Det korte svar er, at jeg kan ikke andet. Det lange svar er, at jeg lige siden barnsben har været interesseret i Gud. Jeg har været med i FPF (Frivilligt Pigeforbund) og KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Men på et tidspunkt meldte jeg mig ud af folkekirken, og en overgang interesserede jeg mig for andre religioner. Shamanisme er en af de seneste, jeg stiftede bekendtskab med. Men jeg fandt ud af, at der var noget, jeg manglede. Så blev jeg så interesseret i kristendommen igen, at jeg startede på studiet.«

»Kristendom for mig, er det sprog, hvorpå jeg bedst taler om Gud. Gud som den alkærlige, er også min gud. Så var den ikke så meget længere.«

For Annika Pedersen, der nu igen er medlem af folkekirken, giver det noget ekstra som præst, at hun i den grad har funderet over sin tro.

»Jeg synes, det giver mig et godt udgangspunkt til at tale med mennesker om folkekirkens relevans i dag,« siger hun.

En fordel med livserfaring
Med sine 53 år har Annika Pedersen også en anden livserfaring at trække på, når hun møder sine sognebørn i sorg og glæde, end hun ville have, hvis hun var purung.

»Når vi giver sjælesorg, kan jeg trække på en anden erfaring end en på 18 år kan, så jeg har noget andet at bidrage med. Jeg er også rummelig som menneske og imødekommende og god til at vende tingene på hovedet og se dem fra en ny vinkel,« siger hun.

I det hele taget er livet som præst det rigtige valg for hende.

»Jeg kan godt lide at gøre noget godt for mennesker, og det kan man i hvert fald som præst,« lyder det fra Annika Pedersen.

Hun siger, at der skal en del til at forarge hende, forstået på den måde, at hun hverken har noget imod at vie homoseksuelle eller flytte en vielse ud under åben himmel.

»I de sammenhænge er det vores individuelle etiske og moralske grænser som præster, der afgør, hvad vi går med til,« forklarer hun.

Fløngs nyansatte præst har i det hele taget mod på det, der venter hende lige rundt om hjørnet.

»År 2018 bliver et år med meget nyt for mig, men forhåbentligt også et år, hvor det bliver hverdag. For hverdagen betyder, at jeg kan være nærværende i mit arbejde,« siger hun.

Redaktionen

Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk