Høje-Taastrup: Selvom Covid-19 situationen har lagt betydelige begrænsninger på foreningslivet, har det for Kunstforeningen Foyer'en været muligt efter sommerferien at genåbne med kunstudstillinger i Taastrup Idræts Haller.
Kommende udstiller er billedkunstner Bente Lyhne, fra Grenå på Djursland. Det er i perioden 26. oktober- 25. november 2020 og med fernisering tirsdag den 27. oktober kl. 19.30 i idrætshallerne.
Bente Lyhne er fuldtidskunstner og har atelier i landsbyen Ginnerup ved Kolind Sund. Her bor hun i et gammelt missionshus, og med naturen som nærmeste nabo og som fascineret inspirationskilde.
- I al den tid, jeg har arbejdet med billeder - malerier, collage og tegninger, har det især været strukturer og mønstre i naturen og i mennesket, der har interesseret mig. At undersøge de mikroskopiske landskaber, og se hvordan alting gentager sig i forhold til den struktur, jorden er dannet med, fortæller Bente Lyhne.
Mange af Bente Lyhnes værker er kreeret med pigmenter fra indsamlede jord- og mineralprøver, for derigennem at signalere, at vi har en bevidsthed, hukommelse og erindring om, hvad det er for stof, vi selv er gjort af.
Bente Lyhne er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi, med yderligere uddannelse i kostumedesign. Således har Bente Lyhne i mange år også haft værksted med scenografiske opgaver. Det være sig i forbindelse med kulturbegivenheder, udsmykningsopgaver mv. Bente Lyhne har også kursusvirksomhed.
Kom og vær med på ferniseringen og se udstillingen. På ferniseringen vil Bente Lyhne fortælle om sin kunst og om udstillingen. Alle er velkomne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk