En 67-årig mand fra Hedehusene døde fredag efter en arbejdsulykke i forbindelse med tagarbejde på sommerhus under opførelse i Nykøbing Sjælland.
Den 67-årige slog hovedet ved faldet og blev kørt i ambulance til sygehuset, hvor han under behandlingen fik akut hjertestop og afgik ved døden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Ifølge A4 Arbejdsliv var den 67-årige tagdækker ansat i virksomheden NimTag, som har hovedsæde på Guldalderen i Hedehusene.
- Vi er i gang med at håndtere en svær situation og ønsker fred og ro til det, siger Kim Truelsen, der er partner i NimTag, til A4 Arbejdsliv.
Faldet var ifølge politiet omegnen af fire meter, og Arbejdstilsynet blev underrettet og kørte til ulykkesstedet, hvor politiet ligeledes optog rapport for at klarlægge omstændighederne.
Når en erklæring fra Arbejdstilsynet er klar, skal politiet vurdere, om nogen skal sigtes for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forbedre sikkerheden for tagdækkerne. Vi ønsker at få afskaffet fem-metersreglen, siger Helge Hansen, der er faglig sekretær Bygge-, Jord- og Miljøarbejderens fagforening i 3F til A4 Arbejdsliv.
Det er nemlig sådan, at der ikke skal være sikkerhed for tagdækkere i form af rækværk eller sele, når de arbejder i op til fem meters højde.
Midt- og Vestsjællands Politi fik anmeldelse om arbejdsulykken klokken 8:22 fredag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
Redaktionen
Ring på 43 77 26 30 eller skriv til:
redaktiontaastrup@sn.dk