12. april 2021
Leon Kofoed er verdens- og europamester i OCR-løb, men i 2020 gik han i stå - men kom heldigvis i gang igen. Arkivfoto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Leon Kofoed er verdens- og europamester i OCR-løb, men i 2020 gik han i stå - men kom heldigvis i gang igen. Arkivfoto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Verdensmesters 2020: Gik i stå og stoppede med at træne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verdensmesters 2020: Gik i stå og stoppede med at træne
Opdateret 09. marts 2021 kl. 10:44
Sydkysten - 08. marts 2021 kl. 17:31
Af Søren Schaadt Larsen

2020 har været et hårdt år for mange mennesker. Også for den professionelle forhindringsløber Leon Kofoed har 2020 været helt speciel og hård - men han føler, at han er kommet stærkere gennem året, som har været præget af personlige kriser, corona og hans mors død i december 2019.

- Hun døde desværre efter en lang kamp med kræft. Det var hårdt og gjorde ondt, siger han og forklarer, at han forsøgte at komme videre ved at træne mere end han plejer. Det var dog ikke løsningen.

I 2018 og 2019 vandt Leon Kofoed Europa- og Verdensmesterskabet i OCR, som er et moderne forhindringsløb. For at holde sig i verdenseliten, er man nødt til at træne flere timer hver dag, og her skruede Leon Kofoed op for indsatsen.

- Det var som om, at jeg ville træne igennem det hele. Vise, at jeg stadig kunne og at intet kunne slå mig ud. Måske ville jeg genvinde titlen til ære for min mor, måske ville jeg bare ikke erkende, at mit liv for evigt var forandret, forklarer han. Men på et tidspunkt gik luften af ballonen.

Da coronaen ramte og landet i marts blev lukket ned, lukkede Leon Kofoed også ned.

- Jeg gik i stå. Jeg stoppede med at træne. Jeg havde ondt alle steder, lyder det fra Leon Kofoed, som endelig tog en pause.

- Corona gav mig den pause jeg ikke vidste, at jeg havde brug for. Det kan være helt utroligt svært, at se indad og anerkende, at man ikke kan klare alt det, som man tror, at man kan, forklarer han.

Samtidig med at Leon Kofoed fik styr på sig selv i Danmark, skulle mesterskaberne i OCR have været holdt i det nordlige Italien i foråret, men det blev aflyst. Det samme gjorde næsten alle løb, som han skulle have løbet i Rusland, USA og Abu Dhabi.

Pengene forsvandt
Leon Kofoed har gennem nogle år forsøgt at leve af sin sport. Det gjorde han blandt andet ved at arrangere træningsrejser og events, men det blev også taget fra ham. Og med manglen på sportslige aktiviteter og usikkerhed om fremtiden, begyndte sponsorerne også at trække sig:

- Jeg mistede 70 procent af indtægterne på få dage, siger han og knipser med fingrene.

- Nogle sponsorer var søde omkring det, andre var ikke. Jeg er utrolig taknemmelig for den støtte, jeg fortsat modtager fra en håndfuld sponsorer. Foruden dem skulle jeg nok tilbage på arbejdsmarkedet inden længe. Man tjener ikke mange penge på at løbe rundt i mudder, og det er svært at betale husleje med likes, men jeg har heller ikke brug for meget for at udleve min drøm. Jeg har en stor marketingsværdi for de brands, jeg arbejder med - det er der nok flere virksomheder, der vil se i 2021, forklarer Leon Kofoed.

- De sidste ti måneder har været hårde. Men jeg er begyndt at løbe og træne igen, siger han og afslører dermed, at han har genfundet motivationen. I skrivende stund er han godt løbende og klar til, at erobre OCR-scenen i 2021.

Positivt sind i en hård tid
Samtidig afslører han også, at hans 2020 ikke har været så skidt, som det kan lyde. Han ser det som en nødvendig del af at blive et helt menneske:

- Jeg tror, det er vigtigt, at det ikke kun handler om, at man har vundet mesterskaber og fået medaljer. Jeg tror i virkeligheden, at modstanden er med til at med til at gøre mig klogere på, hvem jeg er. Jeg har ikke noget imod at være offentlig omkring modgangen, fordi vi alle oplever modstand. Det er det menneskelige aspekt i at italesætte modgangen, så man kan komme videre. Nogle gange virker det helt fantastisk, at tale om det, siger Leon Kofoed, som har en stor offentlig profil på blandt andet Instagram.

- 2020 var et år, hvor jeg havde brug for det skete. Jeg havde brug for at stoppe op og tænke, og mærke hvordan jeg selv har det, og hvad jeg føler, forklarer han.

Noget af det, som Leon Kofoed er blevet klogere omkring, er, hvad der motiverer ham, og det er at udvikle sig som person og have en sportslig rejse som et fuldendt menneske, som han kan se tilbage på, når han en dag er færdig.

- Derfor fortsætter jeg også som atlet nu, siger han.

Selv om han ikke har haft mulighed for at forsvare sine titler i 2020, så håber han på at forsvare sine titler i 2021. Og selv om træningsmuligheder er indsnævret på grund af coronaen, er det alligevel lykkedes ham at forbedre sit løb, som han tidligere har fortalt var hans svageste punkt i forhold til sine konkurrenter.

I år forventer han at deltage i den største Amerikanske serie, US National Series, i OCR World Championships, i Stratton, USA, i Reborn OCR-serien i Danmark og i Spartan Race World Championships i Abu Dhabi. EM er endnu engang aflyst og rykket til 2022.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?