

Se billedserie
Vallensbæk: Corona eller ej. Foråret nærmer sig, og for nyligt besluttede en lille gruppe af læsetanter, børnehavetanter og sprogtanter fra Ældre Sagen i Vallensbæk at mødes, gå en tur og få en hyggesnak om hvordan de sidste 12 måneder var gået.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det viste sig, at humøret var højt. Snakken gik om hvornår frisørerne åbnede, hvilke film man havde set på Tv, hvordan man klarede restriktionerne, hvornår man mon ville blive vaccineret, hvor tit de forskellige lod sig teste og hvordan tiden i grunden gik hurtigt.
Alle "tanter" i kommunen ser frem til det tidspunkt, hvor de må komme tilbage i skoler og daginstitutioner igen og hygge om børnene.
På turen fik de også set nærmere på Vallensbæk Landsby.
- Fantastisk vi har en landsby der er så idyllisk med flere fine vedligeholdte gamle huse med stråtag, små broer der går over vandløb, en gammel landsby kirke og en nyere, og heste der går i folde flere steder, lyder det fra deltagerne.
Allerede ugen efter gentog Ældre Sagen Vallensbæk succesen, og de har nu fået arrangeret tre ture, som de håber, kan gennemføres. En heldagstur til Andelslandsbyen Nyvang, En rundvisning på Vestre Kirkegård og en smuk sejltur på Lyngby Sø og Mølleåen.
- Det bliver skønt, når vi får Corona mere under kontrol og kan tilbyde flere spændende oplevelser, lyder det fra Inge Mauritzen fra Ældre Sagen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her