20. oktober 2018
Byrådssalen var i mandag udsmykket med en guirlande af sutter, som var indsamlet af forældre, der ville vise deres utilfredshed med besparelser på børneområdet. Foto: Jane Aunsbjerg Villadsen
Byrådssalen var i mandag udsmykket med en guirlande af sutter, som var indsamlet af forældre, der ville vise deres utilfredshed med besparelser på børneområdet. Foto: Jane Aunsbjerg Villadsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stramt budget vedtaget: Store besparelser og mere brugerbetaling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stramt budget vedtaget: Store besparelser og mere brugerbetaling
Sydkysten - 09. oktober 2018 kl. 13:27
Af Jane Aunsbjerg Villadsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Mandag aften kunne man opleve et sjældent syn i byrådssalen på Greve Rådhus. Salen var nemlig stuvende fuld ved aftenens byrådsmøde, hvor mange af de fremmødte var børn og forældre fra Greve Kommunes daginstitutioner. Med sig havde de 640 sutter, som de havde indsamlet på kommunens institutioner, og som de ville overbringe til byrådet for at vise deres utilfredshed med en række besparelser på børneområdet.

arrow Læs også: Se billederne: Forældre overrakte 640 sutter til byrådet

Forældrenes protest er måske et ret godt billede på det budgetforløb, som Greve Kommune har været igennem i den seneste tid. Årets budget er nemlig ikke nogen 'gavebod', som det flere gange er blevet understreget, og indeholder besparelser for 65 millioner kroner næste år.

- Budgettet er byrådets allervigtigste opgave, men jeg må også sige, at det er den sværeste opgave, vi har, sagde borgmester Pernille Beckmann (V) indledningsvist om budgetarbejdet, der endte med et forlig mellem V, DF og LA.

- I flertalsgruppen - Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - har vi kaldt budgettet nøjsomt og ansvarligt, fordi det er et hårdt prioriteret budget. Det er et budget, som fokuserer på kommunens kerneopgaver. Vi fokuserer på omsorgen for børn og for ældre - til gengæld skærer vi andre steder, især på administrationen. Det rammer ikke direkte børn og ældre, men selvfølgelig vil det kunne mærkes derude. For fremtidens Greve Kommune vil ikke længere kunne (levere, red.) sagsbehandlingstider, som er hurtige, og man vil heller ikke have de samme kræfter til at sætte nye projekter i gang, fortalte hun også.

Brugerbetaling

På skole- og børneområdet er der blandt andet sparet på frokostordningen til vuggestuebørn, som nu bliver 100 procent forældrefinansieret. Derudover har man lukket en ordning med integrationsmedarbejdere på folkeskole- og dagtilbudsområdet, og der sker en takststigning på både SFO og klub - blot for at nævne nogle eksempler.

Generelt bliver der reduceret markant i det administrative personale, og det betyder, at alle kommunens centre må sige farvel til medarbejdere.

- Jeg har selv været ansat i kommunen, og jeg hører (dem sige, red.) nede på gulvet, at hvorfor er det altid hernede og ikke på rådhuset (at der skal spares, red.) - hvorfor er det ikke mellemledere, og hvorfor er det altid dem, der har kontakten? Det har vi faktisk prøvet at lytte til. I Facebook-debatten (om budgettet, red.) havde vi hovedsageligt børnefamilier, der også sagde: Vi vil gerne have mere brugerbetaling, i stedet for at der bliver skåret. Så vi har prøvet at lytte, selvom det ikke er sjovt, fortalte 1. viceborgmester Liselott Blixt (DF), der også understregede, at de politiske udvalg skal spare på deres egne budgetter ved kun at tage på KL-temamøder hvert andet år, og at kommunens julegaver er sparet væk.

Hun fremhævede dog også et par lyspunkter ved budgettet: Det drejede sig blandt andet om penge til den tiltrængte renovering af flere skoler samt et nyt sundhedshus i Hundige, som Greve Kommune har fået nogle penge til. Det skal være med til at sikre nærhed i sundhedsvæsenet og forebygge genindlæggelser.

Rigge Nørmark fra Liberal Alliance, det tredje parti bag budgetforliget, kaldte budgetprocessen for en 'brat opvågning'.

- I Liberal Alliance værner vi om kernevelfærden. Det vil sige, at der er fokus på de svageste, og derfor har vi i videst mulig omfang undgået besparelser på børn og skole, social, sundhed og psykiatri - altså ældre og syge - samt de frivillige i foreningslivet. Ja, der er sparet meget i administrationen - det har været en tung omgang, men der må tænkes anderledes nu. Der må laves enklere og bedre arbejdsgange og luges ud i bureaukrati og projekter, sagde hun blandt andet i sin budgettale.

Vil sygefravær til livs

Blandt oppositionspartierne fandt man flere alternative bud på, hvordan kommunens økonomi for de kommende år kunne have set ud. 2. viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokratiet, Niclas Bekker Poulsen, fortalte blandt andet, at partiet i sit budgetforslag har lagt op til at ansætte flere pædagoger og lærere samt at forbedre arbejdsmiljøet på skolerne og andre kommunale arbejdspladser.

- Vi har en rigtig stor udskiftning af medarbejdere i Greve Kommune. På flere områder får vi at vide, at man har rigtig svært ved at tiltrække medarbejdere, og på nogle områder kan vi se, at vi har et alt for højt sygefravær. Det er alt sammen indikatorer på, at der er noget arbejdsmiljø, som skal forbedres markant. Kigger vi på de budgetter, der ligger - både vores og flertallets, er der en skrivebordsafgørelse om, at fra næste år skal sygefraværet falde. Vi har bare valgt at sætte penge af til, at vi kan forbedre sygefraværet, og det savner vi at se i flertallets budget, sagde Niclas Bekker Poulsen, som også fortalte, at Socialdemokratiet har lagt en skattestigning på en procent ind i sit budget.

En skattestigning var også en del af Enhedslistens budgetforslag, og partiets byrådsmedlem, Carsten Oddershede, rettede i sin tale en skarp kritik af flertallets besparelser på administrativt personale.

- Administrationen har mange vigtige funktioner, og disse mange fyringer vil betyde dårligere service til borgerne, virksomhederne og institutionerne. Da Greve i forvejen bruger betydeligt mindre på administration end de sammenlignelige kommuner - altså de såkaldte benchmarking-kommuner - så er der ikke luft til denne forringelse. Besparelse på ledelse vil blandt andet betyde, at personalet skal til at varetage flere administrative opgaver, eksempelvis registrering og indberetning. Den tid vil blive taget fra børnene, hvilket giver en dårligere normering, som ikke alene vil forringe det daglige arbejde med børn og unge, men også samarbejdet med forældre og på tværs af faggrupper, sagde han blandt andet og fortalte afslutningsvist, at EL gerne vil afsætte næsten 50 millioner kroner til skole- og dagtilbudsområdet, mens unge arbejdsløse skal have en jobgaranti-ordning.

Kamp mod støj

Brigitte Klintskov Jerkel fra De Konservative havde også fokus på skolerne i sit budgetforslag. Hun ønsker at nedbringe lærernes undervisningstid for at skabe mere trivsel og lavere sygefravær til gavn for elevernes faglighed og trivsel. Desuden vil partiet gerne sætte penge af til bedre materialer i skolerne.

Motorvejsstøj er også blandt de sager, som har fået en plads på det konservative budgetforslag.

- I Greve Kommune er vi naboer til Danmarks ubestridt mest befærdede motorvejsstykke med 123.000 bilister dagligt langs Greve Kommune, sagde hun og fortalte, at konstant støj er stressende og dårligt for borgernes sundhed.

- Vi vil gerne være med til at afsætte penge til at undersøge, hvor problemet er størst i kommunen, og hvordan vi kan være med til at presse på i forhold til at få gjort noget ved det her og finde en løsning. Desværre er Greve ikke med i det samarbejde, der er mellem de andre kommuner langs Vestegnen, hvilket vi er rigtig kede af, sagde Brigitte Klintskov Jerkel, der lige er blevet trafikordfører for De Konservative i Folketinget.

Det netop vedtagne budget er et toårigt budget for 2019 og 2020. Det er besluttet, da man ønsker at give kommunens ansatte mere arbejdsro. Man kan læse mere om budgettet på Greve Kommunes hjemmeside.

arrow Bekymrede forældre samler sutter ind
18. september 2018 kl. 11:45 Opdateret: kl. 13:34

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk