23. september 2018
Det var her på Langagergård Plejecenter, sosu-assistenten slog den 95-årige plejehjemsbeboer i hovedet. Manden blev samtidigt frikendt for at have nevet en 89-årig beboer samme sted. Foto: Kathrine Harvey
Det var her på Langagergård Plejecenter, sosu-assistenten slog den 95-årige plejehjemsbeboer i hovedet. Manden blev samtidigt frikendt for at have nevet en 89-årig beboer samme sted. Foto: Kathrine Harvey
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sosu-assistent gav blåt øje til 95-årig plejehjemsbeboer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sosu-assistent gav blåt øje til 95-årig plejehjemsbeboer
Sydkysten - 05. april 2018 kl. 08:47
Af Petter Becker-Jostes
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En 46-årig sosu-assistent har fået en dom på 40 dages betinget fængsel ved Retten i Roskilde, efter han i november sidste år slog en 95-årig beboer på Langagergård Plejecenter i Greve i hovedet, så han fik et blåt øje, en flænge og en dyb hudafskrabning over øjet.

Både den 95-årige og to af den dømtes kolleger var indkaldt som vidner, og deres forklaringer var medvirkende til, at retten dømte manden. Til gengæld frifandt retten den 46-årige for flere gange at have nevet en 89-årig beboer på armene. Ifølge anklagen blev den 95-årige slået om morgenen den 5. november sidste år, mens episoden med den 89-årige - som manden altså ikke er blevet dømt for - skulle have fundet sted den 4. og 5. november.

Det ene af vidnerne, en sosu-hjælper, der også arbejder på plejecentret, havde netop været inde hos en anden beboer, og da hun kom ud på gangen, hørte hun råb og gråd fra den 95-årige. Der kom blod fra hans øje, og han rystede, fortalte kvinden, der har arbejdet på plejecenteret som fast afløser i fire år. Ude i stuen sad den 46-årige og spiste et æble, forklarede hun videre i retten. Da hun spurgte, hvad der var galt, sagde han, at den 95-årige havde slået ham, mens den 95-årige pegede på den nu dømte mand og sagde, at det var ham, der havde gjort det.

Den anden af kollegerne, en sygeplejestuderende, der arbejder på plejecenteret ved siden af studiet, stod på gangen, da de to mænd kom ud fra den 95-åriges værelse. Den 95-årige blødte fra kinden, mens den tiltalte virkede forvirret, forklarede den unge kvinde i retten. Senere samme dag pegede den 95-årige på den 46-årige og sagde til kvinden, at det var ham, der havde gjort det. Og selvom den 46-årige overhørte, at det var ham selv, der var tale om, sagde han ikke noget, fortalte den sygeplejestuderende, som senere konfronterede ham med sagen. Her lød hans forklaring, at den 95-åriges urolige adfærd kunne skyldes en urinvejsinfektion, men lederen fortalte efterfølgende, at beboeren ikke havde en infektion.

Den 46-årige fortalte selv om episoden med den 95-årige, at han var mødt om morgenen og var kommet ind på den 95-åriges værelse for at skylle hans kateter og opdagede, at beboeren blødte fra øjet. Han fik dog ikke noget svar, da han spurgte den 95-årige, hvorfor han blødte, sagde sosu-assistenten i retten. I journalsystemet skrev han, at den 95-årige var kommet til skade, men ikke om årsagen. Til sidst gav han beboeren et plaster på, inden han fulgte ham med ud til morgenmad, fortalte sosu-assistenten, som også understregede, at han aldrig ville kunne finde på at slå, fordi han så ikke ville kunne skabe tillid til beboerne.

Døjer med smerter
Mens den 46-årige altså blev dømt for at have slået den 46-årige, blev han frifundet for at nive den 89-årige kvindelige beboer. Også her var den sygeplejestuderende indkaldt som vidne. Hun forklarede, at hun senere samme dag som episoden med den 95-årige hørte kvinden skrige og fornemmede, at kvinden var utryg, og derfor hentede hun hende ned til bordet i fællesstuen. Desuden forklarede den sygeplejestuderende i retten, at den 46-årige havde sagt til hende, at han håbede, beboeren ville opføre sig ordentligt resten af vagten, da han ikke kunne overskue hende den dag.

Den 46-årige fortalte om episoden, at den 89-årige demente kvinde ofte skulle guides rundt, og i den forbindelse har han ofte taget hende om armen eller skulderen for at hjælpe hende. Han har dog aldrig taget hårdere fat end nødvendigt, og der var ikke tale om en magtanvendelse, sagde han. Desuden mente han, at hun var faldet nogle dage forinden, og at han i den forbindelse kan have kommet til at trykke hende på et blåt mærke.

Hverken den sygeplejestuderendes forklaring eller en rapport fra lægecenteret, hvor der stod, at den 89-årige var blevet overfaldet af en af de ansatte, kunne overbevise retten om, at den 46-årige også var skyld i at have nevet hende, og derfor blev han frifundet i denne del af sagen.

Den 46-årige havde arbejdet på plejehjemmet siden 2016 og havde et lille årtis erfaring på området. På grund følgerne efter en operation har den 46-årige nogle gange smerter, der som regel først kommer ud på eftermiddagen. Både sosu-hjælperen og den sygeplejestuderende fortalte i vidneskranken, at de havde et godt forhold til den dømte. Den sygeplejestuderende sagde, at han havde hjulpet hende meget og gjorde det godt på afdelingen, men at han fik flere og flere dårlige dage, som månederne gik. Hun mente, at forklaringen var smerterne efter operationen.

De 40 dages fængsel gjorde retten betinget, fordi den 46-årige er ustraffet og har gode personlige forhold. Ifølge retten er der heller ikke en nærliggende risiko for, at den 46-årige vil misbruge sin stilling som sosu-assistent, og derfor blev han ikke frakendt retten til at udøve sit job.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk