18. oktober 2021
Foto: Emil Kristensen
gallery icon

Se billedserie

Foto: Emil Kristensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Søren er lynhurtig til at spise hotdogs

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Søren er lynhurtig til at spise hotdogs

Søren From Hansen spiste 10 hotdogs på et kvarter og kan dermed kalde sig Greves bedste hotdog-spiser.

Sydkysten - 14. oktober 2021 kl. 08:10
Af Emil Abkjær Kristensenemil.kristensen@sn.dk

Egentlig er Søren From Hansen forbi for at hente sin præmie, et gavekort til et weekendophold for to, hos Strandens Pølser på Strandvejen. Men når han nu alligevel er der, kan han vel ligeså godt få lidt at spise. Bestilling efter bestilling ryger der hotdogs over disken, og inden man for alvor har set sig om, har han sat fem hotdogs til livs, inden han afregner med pølsemand Kim Stougaard.

Men fem hotdogs er ingen sag, og i sommer kørte Søren From Hansen 10 styk ned på et kvarter, hvilket var nok til at sikre titlen som Greves hurtigste hotdog-spiser og en invitation til Danmarksmesterskabet.

- Det var nærmest 35 grader varmt den dag, og jeg er ret sikker på, at jeg kunne have spist et par stykker mere, hvis det havde været en anelse køligere, siger Søren From Hansen.

- De første syv-otte stykker smager jo godt, men derefter bliver det mere for sjov skyld og for at se, hvor mange man kan spise, siger han.

Pølsemanden Kim Stougaard fortæller, at ud af alle de, der deltog i konkurrencen, var Søren Hansen den eneste, der først stoppede, da tiden gik.

- Resten nåede at blive mætte, før der var gået et kvarter, siger han.

Det var ikke planlagt, at Søren From Hansen skulle deltage i konkurrencen, men en dag, hvor han også var sulten og havde spist de første fem hotdogs, blev han opmærksom på konkurrencen, hvor det kun kostede ham 100 kroner for at spise så mange hotdogs på et kvarter.

Dengang nåede han op på syv styk i alt.

- Det var ikke planlagt, og hverken jeg eller Kim var forberedt, så jeg besluttede mig for at komme igen og give det et forsøg mere, siger han.

Søren From Hansen havde dog ikke mulighed for at deltage, da Danmarksmesterskaberne skulle afgøres. I hans job som skibsfører, sad han i tre ugers coronakarantæne i Vietnam, da konkurrencen blev afholdt i Aalborg i starten af september.

Den blev vundet af Martin Munkholm, der spiste intet mindre end 35 hotdogs på et kvarter. Det skal dog bemærkes, at hotdogsene var 30 gram lettere til DM, end i kvalifikationsrunderne ude omkring i landet.

- Jeg kunne ikke have vundet, men den lavere vægt svarer i hvert fald til tre hotdogs mere, og uden varmen kunne jeg nok have spist endnu flere, siger Søren From Hansen.

- Men det kunne have været en god oplevelse, hvor der både blev sørget for rejsen til og fra Aalborg og overnatning på hotel, så det ville jeg da gerne have været med til, siger han.

Derfor er han også klar til at stille op, når der afholdes konkurrence igen til næste år.

Rejser du til udlandet i år?