

Se billedserie
Vallensbæk: Sebastian Kvist på 10 år fra Vallensbæk Strand har haft et suverænt år på tennisbanen.
I sin aldersgruppe er han gået ubesejret gennem året, hvilket blandt andet har givet ham 14 turneringssejre. At Sebastian Kvist er et talent med en ketcher er tydeligt, han er tredobbelt Sjællandsmester og dobbelt Danmarksmester, og i weekenden 5.-6. december var det sidstnævnte, der skulle forsvares:
Han var udtaget til Dansk Tennis Forbunds landsmesterskaber, som blev spillet i Hinnerup ved Aarhus. Her var spillere fra Sjælland, Fyn og Jylland, og her levede han op til favoritværdigheden.
Turneringen blev spillet i det såkaldte Play and Stay-format, hvor spillerne spiller med skumbold - det er mest u10-spillerne, der spiller der. Skumbolden betyder, at bolden hopper lidt langsommere. Det er typisk for de spillere, som ikke er helt klar til at spille med almindelige tennisbolde, men Sebastian Kvist er så småt begyndt med de hurtigere bolde på en større bane.
Store drømme
Sebastian går til dagligt i 4.C på Egholmskolen, og han begyndte at spille tennis i Vallensbæk Tennis Klub allerede som 5-årig.
Og med de gode resultater i bagagen begynder han at drømme stort. Direkte spurgt til sine drømme med tennis svarer han uden tøven:
- Jeg vil være verdens bedste, lyder det. Med store drømme følger også et stort arbejde, og siden Sebastian Kvist var syv år gammel, har han trænet dagligt i Kjøbenhavns Boldklub på Frederiksberg sammen med de største talenter i Danmark.
Det bliver spændende at følge Sebastian de kommende år.
/Schaadt
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her