En 61-årig mand er tiltalt for overgreb mod handicappede, voldtægt af sin egen datter og medvirken til seksuelle overgreb.
Forsøg på at tvinge en 10-11-årig handicappet dreng til oralsex, mens det blev filmet og flere overgreb mod 17-årig handicappet pige, der ikke var i stand til at sige fra.
Det er blot to eksempler på i alt 20 forhold, som en 61-årig mand er tiltalt for.
Manden arbejdede som chauffør, og det er i forbindelse med det arbejde, at den 61-årige ifølge anklageskriftet har forgrebet sig på de to handicappede børn.
Manden blev anholdt og har siddet varetægtsfængslet siden 10. marts 2020, og mens efterforskningen har stået på, er der blevet føjet flere anklager til skriftet mod ham.
Han er således tiltalt for voldtægter 'ved andet seksuelt forhold end samleje' begået mod sin egen datter, fra hun nyfødt til hun var tre år gammel. Disse voldtægter er sket mellem 1995 og 1998.
Derudover er manden tiltalt for medvirken til voldtægt af børn under 12 år, fordi han har betalt mødre fra Filippinerne for at begå overgreb mod deres egne børn, som han livestreamede på sin egen computer.
Slutteligt er manden sigtet for at være i besiddelse af fotos og film med børneporno.
Den 61-årige har brugt sin ret til at fravælge nævninge i retssagen, da det ellers er kutyme i sager, hvor straffen er mere end fire års fængsel. Derfor er det en domsmandsret, der skal afsige dommen.
Sagen starter mandag 30. november og der er retsmøde igen dagen efter og igen 10. december.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her