Stifteren af det islamkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, har skærtorsdag annonceret en demonstration i Hundige, som skal foregå langfredag klokken 18.00.
Det fremgår af en video på Youtube og af en begivenhed på Facebook, hvor der står, at demonstrationen vil foregå ved Hundige Storcenter, i dag kaldet Waves.
Torsdag annoncerede Rasmus Paludan også en demonstration i Bagsværd, men Københavns Vestegns Politi har fredag meddelt Stram Kurs ved Rasmus Paludan et midlertidig forbud mod at demonstrere i politikredsen. Forbuddet gælder frem til lørdag den 20. april klokken 8.00.
Sn.dk har været i kontakt med Midt- og Vestsjællands Politi angående demonstrationen i Hundige. Her oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, at man på nuværende tidspunkt ikke har noget grundlag for at afvise demonstrationen.
- Udgangspunktet er, at Paludan vil demonstrere klokken 18.00 i dag, og det har vi ikke nogen indvendinger imod på nuværende tidspunkt, siger han og understreger, at udmeldingen tager udgangspunkt i en konkret, lokal vurdering fredag formiddag, og at situationen kan nå at ændre sig.
- Det er en vurdering her klokken 11.00, og der er trods alt syv timer til (demonstrationen, red.), så det er på det foreliggende grundlag, siger han.
Artiklen er opdateret fredag klokken 11.44 med sted for demonstrationen og en ny kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Opdatering fredag klokken 22.25
Midt- og Vestsjællands Politi besluttede senere fredag at flytte demonstrationen til et græsareal ved Olsbækstien over for Greve Idrætscenter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her