Torsdag den 18.
marts var der "banens dag" i Greve Golfklub. Banens Dag er en tilbagevendende begivenhed, hvor medlemmerne mødes og giver greenkeeperne en hånd med arbejdet på og omkring banen.
Som alle andre aktiviteter måtte også denne dag planlægges lidt anderledes, så forsamlingsforbud og coronarestriktioner blev overholdt. De første frivillige stemplende ind lidt efter solen var stået op og de sidste sluttede, da solen igen gik ned. Hele dagen var små grupper spredt rundt på anlægget og der blev samlet nedkørte bolde op på driving range, malet blomsterkasser, plantet blomster på terrasserne og ikke mindst sået græs i de såkaldte turfhuller, som opstår, når spillerne "skræller" et stykke af det øverste lag med deres slag.
Køkkenet smurte sandwich, som blev bragt ud til det arbejdende folk.
- De knap 40 medlemmer, der møder op til Banens Dag og hver arbejder i 2-3 timer, svarer til cirka tre ugers arbejde for én greenkeeper, forklarer baneudvalgsformand Ole Kahlen og fortsætter:
- Nogle af de opgaver, der bliver udført i forbindelse med Banens Dag ville i mange tilfælde blive nedprioriteret i særdeleshed her i foråret, hvor greenkeeperne har ekstra travlt på banen, så medlemmernes hjælp er helt uvurderlig for os.
Efter Banens Dag er golfbanen på Karlslunde Centervej nu helt klar til Golfens Dag søndag, den 25. april, hvor klubben holder åbent hus mellem 14 og 16 for alle, der har lyst til at prøve at spille golf.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her