9. marts 2021
Sådan kommer Sydportens boliger formentligt til at se ud.
Sådan kommer Sydportens boliger formentligt til at se ud.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mange borgere klager over Sydporten-byggeri

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mange borgere klager over Sydporten-byggeri
Sydkysten - 20. januar 2021 kl. 07:57
Af Søren Schaadt LArsen

Det kommende Sydporten-byggeri i Vallensbæk med mere end 100 nye boliger i op til 13 meters højde i området mellem Søndre Ringvej, Bækkeskovvej og Vallensbæk Strandvej har fået en lang række borgere til tasterne. Efter et videomøde i årets første uge og en høringsfrist, som netop er overstået, har kommunen modtaget 24 høringssvar fra 82 borgere og to grundejerforeninger - hovedsageligt fra området tæt på, hvor boligblokkene, der skal udgøre Sydporten, skal bygges. Men også fra en række folk med tilknytning til Vallensbæklisten, blandt andre Erik Kærgaard, som også tidligere har postet et debatindlæg om Sydporten i Sydkysten.

arrow Læs også: Borgmester: Sydporten bliver den grønne port

Folk som var flyttet til et roligt villakvarter, hvor man omkrandset af hække og lave nabohuse, kunne nyde privatlivets fred i baghaven, råber nu op:

- Byggeriet vil skygge vores have eftermiddag og aften, og gøre det umuligt at sælge, da man ikke kan være i haven uden at blive overbegloet fra alle lejlighederne. Sådan lyder det i en af indsigelserne fra nogle af de, der kommer til at bo tæt på Sydporten. Gener med skygge og indkig, som de fleste kalder det, går igen i mange af høringssvarene - specielt fra de, der bor tættest på byggeriet. Flere peger i den forbindelse også på, at boligerne af den grund falder i værdi.

Klagere fra Åmarken er irriterede over, at byggeriet kommer til at spærre deres udsigt:

- Nu kommer der en høj bebyggelse foran vor udsigt mod vandet, skriver en kvinde, som afslører at det er en ejerlejlighed hun sidder i. Flere beskriver lignende problemer.

- Tangerer vold mod et lokalområde, skriver en.

Trafikken

Med mere end 100 nye boliger følger også en del trafik. Flere borgere peger, i deres høringssvar, på, at Bækkeskovvej kommer til at være hovedfærdselsåre til byggeriet. Både i byggefasen, men også når byggeriet er færdigt og lejerne skal ud og ind fra boligerne.

- Bækkeskovvej er dimensioneret til øget trafik, hvilket forekommer ekstra uhensigtsmæssigt, fordi Bækkeskovvej er en skolevej, lyder det i et høringssvar, som er skrevet under af 47 borgere.

De giver samtidig udtryk for bekymring for trafikkens afvikling, når Søndre Ringvej bliver snævret ind fra fire til to spor på grund af letbanen.

Sydporten får en parkeringsplads per lejlighed, hvilket mange i høringssvarene mener, er for lidt. Mange kører nemlig hjem i firmabiler/varebiler, som derfor fylder godt op i området, og der bliver i høringssvarene peget på, at der allerede nu er mangel på p-pladser. Flere stiller forslag om parkeringskælder - eller om at droppe et stykke af en blok, for at oprette p-pladser i stedet.

Vallensbæks sjæl

- Jeg valgte at flytte til Vallensbæk, fordi her er grønne områder og luft omkring boligerne. Sådan lyder det i et høringssvar, hvor en kvinde ærgrer sig over at miste udsigt, samt at skulle bo endnu flere mennesker på Vallensbæks begrænsede areal.

Mange af høringssvarene kredser om den del, og flere peger på det faktum, at kommunens budget blev godkendt med den forudsætning, at man er nødt til at bygge sig til økonomisk balance.

- Der må være andre måder at skabe en god økonomi, end at bebygge alt (...) Vallensbæk har så mange gode ting at byde på, hvis vi vælger at passe på vores kommune, som den er nu og ikke ødelægger den, skriver hun.

Vallensbæk Strand har traditionelt været en »flad« kommune, til forskel fra naboerne i Brøndby og Ishøj, hvor boligblokkene fylder meget:

- Har Vallensbæk brug for flere lejligheder? Nej, Vallensbæk har brug for flere rækkehuse og huse, som der er mangel på, skriver et ægtepar i et af høringssvarene, som peger på at Vallensbæk er ved at blive et æstetisk kludetæppe med alt for mange forskellige byggestile.

- Vi kommer bare til at ligne alle andre Vestegnskommuner, skriver de.

Flere problemer

Ud over ovenstående, som går igen i mange af høringssvarene, er der også en del, der mener at byggeriet vil medføre yderligere støjgener til området, som allerede nu er plaget af larm. Mange frygter, at skolens institutioner og skoler ikke kan følge med de mange tilflyttere, som vil bosætte sig i lejlighederne.

Enkelte peger på, at kommunen ikke vil have udarbejdet en miljøscreening inden byggeriet går i gang - en sådan, skriver de, skal blandt andet undersøge trafikstøjgener, risikoen for oversvømmelser pg Naturbeskyttelsesloven, som man skal have dispensation fra.

Enkelte frygter endvidere skader på deres huse, når byggeriet går i gang og tunge metalplader skal bankes i jorden.

- Da man byggede Strandhaven rystede hele vores hus, da man bankede jernplader ned til fundamentet. Nu er der forslag om et stort byggeri endnu tættere på, og vi frygter skader på vores hus, skriver ægteparret.

Udover naboer, grundejerforeninger og andre borgere, har også Cyklistforbundet, Hofor og Enhedslistens Vallensbækafdeling indsendt høringssvar angående byggeriet af Sydporten.

Er det en god idé at udnævne politikere til ambassadører?