7. december 2019
Kurt Worsøe har været lokalbetjent i Greve i 33 år og er derfor et kendt ansigt i området. PR-foto
Kurt Worsøe har været lokalbetjent i Greve i 33 år og er derfor et kendt ansigt i området. PR-foto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kurt er nok Greves mest kendte betjent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kurt er nok Greves mest kendte betjent
Sydkysten - 01. december 2019 kl. 15:04
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hver uge i december bringer vi et portræt af en lokal betjent fra Greve. Den første er Kurt Worsøe.

Det lå måske ikke i kortene fra starten, at lokalbetjent Kurt Worsøe fra Midt- og Vestsjællands Politi skulle bruge over 30 år på at lave lokalpolitiarbejde i Greve og omegn.

Kurt Worsøe startede faktisk sin politikarriere i Københavns Politi, hvor han var i 10 år. Flere af de første år blev brugt "under cover", hvor han kontrollerede værtshuse og hazardklubber og slæbte øl ud af kiosker, der ikke overholdt lukketidsloven.

- Det var en sjov tid, men jeg husker det også som om, at vi sad i rigtig mange timer på lur efter mørkets frembrud og ventede på, at vi kunne vælte en spilleklub eller tømme en kiosk for øl, der blev solgt ulovligt, siger lokalbetjenten med et smil.

Kurts baglomme
Det blev til 10 gode år i København, hvorefter han fandt sin rette hylde på den daværende lokalpolitistation i Mosede. Her kom han til i 1986 og blev der, indtil den lukkede og blev lagt sammen med stationen i Karlslunde.

- Siden jeg kom til Greve har jeg været med til at betjene den lokale politibutik nede i det gamle Hundige Center. Det har siden været som min egen baglomme: Jeg kender folk i byen, og dem som dengang var de lidt problematiske unge, møder jeg i dag med deres egne børn. Det er så rart at se, at jeg måske kan have hjulpet nogle af dem på vej, siger Kurt Worsøe.

De sidste 33 år har han været ansat i lokalpolitiet i Greve, og han sætter stadig allermest pris på, at han kan gå en tur gennem Waves, hvor mindst 20 borgere siger hej til ham, fordi de kender ham.

- De relationer, jeg har opbygget i Greve og i særdeleshed i Greve Nord, gør, at jeg altid nyder at gå en tur i mit område. Jeg får en hyggesnak med borgerne, jeg giver de unge den voksenkontakt, de måske mangler i hverdagen, og jeg kan åbne nogle døre til nogle af de problematiske unge, fordi de kender mig, eller måske fordi jeg kender deres forældre særdeles godt, siger lokalbetjenten.

På den måde mener han, at den lange karriere i Midt- og Vestsjællands Politi har hjulpet ham til, at han kan hjælpe endnu flere af de unge til at komme på rette spor. Samtidig gør hans lokalkendskab, at endnu flere borgere henvender sig til ham med information og tips, der kan hjælpe politiets opklaring af sagerne, siger han.