
Selvom vejret er koldt og vinden hård, så sejler de unge sejlere ud på Køge Bugt for at træne. Der venter også store oplevelser i år for ungdomssejlerne fra Sejlklubben Køge Bugt på Greve Marina. I løbet af få år er sejlklubben gået fra at sejle med til mindre stævner, til nu at sende sejlere til VM i jolleklasserne Tera, Feva og Zoom8.
Allerede til påske tager Emil Jensen og Kristian Winkel til Sydafrika for at deltage i VM i Tera-jolle. Det bliver en kæmpe oplevelse at sejle under så fjerne himmelstrøg. Senere går turen til Tyskland til VM i Feva-jolle, hvor hele 5 sejlere tager afsted. Endelig bliver det lidt mere lokalt, når Jeppe Krat repræsenterer Greve til VM i Zoom8 på Furesøen.
Det er dog ikke kun præstationer i topklassen, som er i fokus. I løbet af de sidste par år er et nyt hold for de 6-9 årige blevet en kæmpe succes og der er nu fyldt i Ungdomscenteret på havnen hele ugen med SUP-hold, sejlads på alle niveauer og en masse sjov og grin. I løbet af i år bliver der flere muligheder for at komme på vandet, f.eks. med windsurfing og familiesejlads. Så det er bare at komme ned på havnen og høre om mulighederne.
Hele verden kommer til Greve i 2021, hvor Sejlklubben Køge Bugt er blevet udpeget til at holde VM for Tera-jollen. Der kommer sejlere fra både de baltiske lande, Sverige, England, Sydafrika, USA og mange andre lande. Hele havnen kommer til at emme af kapsejlads og kammeratskab på tværs af alle lande.
Grunden til at Sejlklubben Køge Bugt har fået æren af at afholde så stort et stævne, skyldes at klubben både nationalt og internationalt har bidraget med stort engagement, dygtige sejlere, en kapsejladsdommer, formandsskab i flere jolle-organisationer og højt humør.
I anerkendelse af at det går rigtig godt i Sejlklubben Køge Bugts ungdomsafdeling, med stor vækst, er ungdomsleder Peter Toft netop nu indstillet som kandidat til Dansk Sejlunions klub-udviklingspris 2020. Peter har været træner i sejlklubben i 13 år. Feltet er meget stærkt i år og vil du stemme på og støtte Peter, kan det gøres på http://surl.dk/i9s/ indtil 8. marts.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her