26. juli 2021
Kulturminister Joy Mogensen i midten er flankeret af borgmester Pernille Beckmann, som også er næstformand i FGU Øst, og Jette Henning, som er byrådsmedlem i Roskilde og formand for FGU Øst. FGU-Skolen Øst dækker Greve, Solrød, Roskilde, Lejre og Høje- Taastrup. Foto: Helle Midskov
gallery icon

Se billedserie

Kulturminister Joy Mogensen i midten er flankeret af borgmester Pernille Beckmann, som også er næstformand i FGU Øst, og Jette Henning, som er byrådsmedlem i Roskilde og formand for FGU Øst. FGU-Skolen Øst dækker Greve, Solrød, Roskilde, Lejre og Høje- Taastrup. Foto: Helle Midskov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kulturminister åbnede discgolfbane med suverænt kast

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kulturminister åbnede discgolfbane med suverænt kast
Sydkysten - 20. juni 2021 kl. 16:55
Af Helle Midskov

Solen skinnede fra en skyfri himmel, der var tændt op i grillen, frisbees (discs) i alle regnbuens farver fløj gennem luften og hyggelig musik var sammen med de naturskønne omgivelser ved Tune Kursuscenter på Grevevej 20 med til at danne og skabe de perfekte rammer om åbningen af den 18 huller store discgolfbane. Selv om indvielsen begyndte i solskin og sluttede i regnvejr, så kunne det ikke ødelægge den gode stemning. Det var præcist, som i Rugsted & Kreutzfeldt sangen, som det lokale orkester sang, at de fremmødte fik et fugtigt stænk, men at solen gik i ring.

Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen havde taget sig tid til at kigge forbi og være med til at åbne discgolfbanen på den eneste rigtige måde. Nemlig ved at forsøge at kaste en disc i kurven, og man skulle tro, at hun aldrig havde lavet andet end at åbne discgolfbaner. Med et veltilrettet kast ramte hun kurven i første forsøg og erklærede med et stort og lidt overraskende grin discgolfbanen for indviet, Det suveræne kast vakte jubel hos de mange tilhørere.

- Jeg har aldrig været her på Tune Kursuscenter før, men jeg har hørt meget godt om det, og fra min tid som borgmester i Roskilde var jeg med til at etablere FGU, som står får den nye bane, så det er en meget stor glæde, at jeg kan være med til indvielsen, sagde ministeren, som var overrasket over det gode kast, da hun kun en enkelt gang tidligere har prøvet discgolf.

Kulturministeren fortalte med et smil, at hun selv havde sagt ja til udfordringen med at åbne banen på denne måde, og hun var ikke bange for at begive sig ud på dybt vand.

Discgolf har under corona haft en stor fremgang og er en af de fritidsaktiviteter, som har oplevet et boom i antallet af udøvere, da det er en sportsgren, hvor man er ude i naturen og har mulighed for at holde afstand, når det er nødvendigt.

Begynder i det nære
- Hvad er det, som fremkalder vækst, kan man spørge, når vi er i ukendt farvand som her under corona, sagde kulturministeren, som selv havde svaret med.

- Det er samfundssind. Et ord som statsministeren lancerede tidligt i pandemien. Sind for samfundet og det er noget, som har givet genklang i mange foreninger. Discgolfbanen her i Tune er et godt eksempel, hvor FGU som uddannelse får en ide og fører den ud i livet, FGU finder sammen med foreninger og virksomheder. Det begynder i det nære, og vi rækker ud, sagde kulturministeren blandt andet om FGU's initiativ med et tilbud til skolens unge.

At banen den nu kunne indvies skyldes i høj grad, at lærer Claus Steensbech fra FGU fik en ide til banen, og han er i den grad ildsjælen bag.

Claus Steensbech tog fat i kommunen, som godt kunne se ideen i en sådan bane, og kommunen henviste til foreningen Broen, der hjælper børn og unge i Greve, hvor forældrene ikke selv har mulighed for at betale for, at deres børn kan gå til en fritidsaktivitet.

Broen havde netop modtaget 250.000 kroner fra Salling Fondene, som den lokale varehuschef i Bilka Waves havde søgt om til Broen. FGU's arbejde med at give eleverne mulighed for at bruge discgolfbanen passer helt i tråd med Broens arbejde og Salling Fondenes mulighed for at støtte, hvor det handler om børn, unge, sundhed og trivsel. Banen har foruden pengene fra Broen og Salling Fondene også modtaget 50.000 kroner i støtte fra Friluftsrådet.

Kæmpe kærlighed
Greves borgmester, Pernille Beckmann var også blandt talerne ved indvielsen af discgolfbanen i Tune.

- Når det kommer til sport og fritidsinteresser, så er det noget særligt her oppe i Tune. Så alt er godt og når det kommer til FGU - produktionsskole, så har jeg en kæmpe kærlighed. Jeg har selv været elev på en produktionsskole, og jeg ved, hvor meget det betyder med godt indhold og initiativer, så der skal fra min side lyde en tak til ildsjæl Claus Steensbech og resten af holdet på FGU Øst. Det er en fantastisk beliggenhed her ved Tune Kursuscenter og det taler lige ind i den øgede lyst til at komme ud i naturen, sagde Pernille Beckmann, som også er næstformand for FGU Øst.

Discgolfbanen skal FGU Øst selvfølgelig bruge, men det bliver også muligt for alle borgere at benytte banen. Der er en tendens til, at flere og flere har fået øjnene op for discgolf, det kunne formanden for Dansk Discgolf Union, Dennis Thygesen, også bekræfte.

- Jeg har lige været med til åbning af en bane i Esbjerg og nu denne i Greve. Discgolf boomer, flere og flere vil prøve kræfter med sporten. Vi er ikke længere der, hvor vi vil stille os tilfreds med en kurv på en græsmark, nu vil vi gerne have spændende baner, som denne her i Tune, sagde han, som i øvrigt kunne fortælle, at den nye bane er med i opløbet til at være stedet, hvor DM i discgolf skal spilles.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022