Med det høje smittetryk har myndighederne øget corona-indsatsen i Ishøj - og det samme har politiet med særlige corona-patruljer, som aktivt opsøger steder med mange mennesker og påser, at de aktuelle restriktioner bliver overholdt.
Københavns Vestegns Politi har indsat corona-patruljer, som dækker alle 11 kommuner i politikredsen, og i løbet af de seneste fem uger har de registreret over 2.800 tilsyn.
Heraf er 945 - eller cirka en tredjedel - registreret i Ishøj, hvor politiet gør en særlig indsats.
- Vi er stadig ekstra tilstede i Ishøj, for det er vigtigt, at vi alle gør, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Foreløbig fortsætter vores mange tilsyn i byen, siger politidirektør Kim Christiansen.
Københavns Vestegns Politi samarbejder med Ishøj Kommune og Ishøj Bycenteret om, at de gældende restriktioner bliver overholdt.
I Bycentret skal alle for eksempel bære mundbind/visir, medmindre man er undtaget af helbredsårsager. Retter man sig ikke efter centerpersonalets vejledning om enten at bruge mundbind eller forlade centret, risikerer man at blive sigtet af politiet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her