2. juli 2020
Anett Kristensen er kommunikationsrådgiver i Greve.
Anett Kristensen er kommunikationsrådgiver i Greve.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klumme: Satiren, der blev væk ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klumme: Satiren, der blev væk ...
Sydkysten - 21. juni 2020 kl. 08:32
Af Anett Kristensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Indimellem oplever man noget henrykkende. Som den dag for mange år siden, da jeg trådte ind i et køligt kapel på militærakademiet West Point og fik en respit fra den ulidelige augustfugtige New York-hede. Og sommetider er man ved at få spat. Man bliver frustreret, grænsende til vanvittig. Det skete forleden, da jeg læste i en kommentartråd på Facebook, at flere mente, at Rokokoposten simpelthen bør være forpligtet til at oplyse, at der er tale om satire, før alle opslag. Er vi virkelige blevet så sarte og ude af stand til at skelne skidt fra kanel?

I mit fag handler det om at hjælpe andre med at tale, så det huskes og skrive, så det står. Om at finde de ord, der siger lige præcis dét, der bringer budskab til fad. Hverken mere eller mindre. Det er blevet sværere. For én ting er, at vi aldrig har været mere bevidste om, hvad man kan og må sige. Noget andet, at vi med en nærmest desperat hensynsbetændelse svigter i ønsket om at demonstrere, at vi mestrer at inkludere vores medmennesker hver dag og hele tiden, hvad enten det giver mening eller ej.

Vi bevæger os med en foruroligende hast mod orwellske tilstande, hvor et ministerium for sandhed, der omskriver historien, så den passer bedre ind i den samtid, vi lever i, ikke længere er utænkeligt. Vi accepterer statsledere, der ikke evner at holde ord og tale sandt. Offentlighedens domstol dømmer, før 'boet' er gjort op. Akademier vil diktere medlemmernes holdninger og det drøftes i ramme alvor, om de der solnedgangsklausuler indført under covid-19 nu også er værd at holde fast i.

Coronaen gør sin langsomme exit, men krænkelseskulturen er vendt tilbage for fuld udblæsning. Senest fjernede UKTV episoden 'Don't mention the war'* fra 'Halløj på Badehotellet'. Det er det afsnit med hotelejer Basils strækmarch og hitlerhumor, fordi man så nødigt vil støde nogen. Men oven på massiv seerstorm, blev det genindsat. Netflix dropper 'Borte med blæsten', mens Madam Sørensen, i kølvandet på drabet på George Floyd i USA, spænder ben for en vigtig sag og i stedet fremmer et komisk racehykleri. Churchill og forfatteren til Det lille hus på prærien, Laura Ingalls Wilder, stemples posthumt som racister, børnebøger omskrives. Der skal lues ud i alt det ufine.

Begreber som kulturel appropriation, altså det med, at man pryder sig selv med lånte fjer fra en anden kultur, er blevet hverdagskost. Vi forarges i stigende grad på andres vegne. Det er slut med at klæde sig ud som Pocahontas til fastelavn, medmindre dit ophav er indiansk. Og Meryl Streeps dage i paryk og periodekostumer med eksotiske accenter er talte. Hun må herefter begrænse sig til roller, hvor hun spiller en heteroseksuel kaukasisk kvinde, født omkring 1950, bosiddende i Pasadena, i Californien. Alt andet vil være utænkeligt. I sandhedens tjeneste og for efterslægtens skyld, naturligvis.

Men hvad sker der med revyerne og komikerne, med kunsten og kulturen? Hvad bliver vi for nogle mennesker, når satiren forsvinder? Førhen var det en gylden regel, at al komik udspringer af tragedie plus tid. Man kunne principielt lave grin med alt - og det var vel både rummeligt og inkluderende? I dag er det som om al komik i udgangspunktet opleves som krænkende.

Skal vi undgå, at satiren forsvinder og vi bliver fuldkommen historieløse, så vi igen må kæmpe for ytringsfriheden, fordi der altid er nogen, det er synd for, skal vi stemme imod med alt, hvad vi har. Nu.

Anett Kristensen, kommunikationsrådgiver i Greve

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?