12. juli 2020
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale.
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale.
Foto: WWW.NIELSBUSCH.COM
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klumme: Ålleren, Sunred og et sted at høre til

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klumme: Ålleren, Sunred og et sted at høre til
Sydkysten - 02. juni 2020 kl. 19:49
Af Bo Nygaard Larsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hotel Hvide Hus rejser sig stolt mod den aalborgensiske himmel denne eftermiddag. Som barn var det altid en magisk oplevelse, når vi kørte forbi hotellet, der om noget sted udtrykte nordjyske klasse og dekadence. Dér, på bagsædet af først den orange, så den røde Passat, kunne jeg med mine store barneøjne se, hvordan den udvendige glaselevator førte folk op til og ud på nye eventyr eller ned og hjem til hverdagens tristesse.

Denne mandag kører jeg ikke forbi. Jeg drejer ind, parkerer og indlogerer mig på niende etage. For når jeg er tilbage i Ålleren, som min gamle ven og sidekammerat Jonny Hefty har døbt byen, er det på Hvide Hus, jeg bor. Fra højden kan jeg så se ned og ud og ikke mindst tilbage, der også fandt sted på gågaderne, på Aalborg Portland Park og i Jomfru Ane Gade.

Om aftenen giver det en dobbelt tydning. Coronarestriktionerne gør, at aftenens byrådsmøde i Solrød er på Skype. Det er træls, men giver mig frihed til at deltage her fra Aalborg. Så mens jeg fra mit værelse kan se ned og ikke mindst tilbage til min barndom og ungdom, er jeg med til at drøfte emner, der skal forme rammerne for Solrøds børn og unge. Det er vigtigt. For det første, fordi det omhandler det liv, de lever her og nu, og for det andet fordi det er med til at give dem en ballast i livet, de sikkert kan vende tilbage til. Det Solrød, vi laver for dem, bliver med tiden deres Ålleren, og en dag vil de vende tilbage fra dér, hvor de nu har været, med en følelse af at være hjemme.

Det er nemlig afgørende for et menneske at have et sted at høre til. Det er det, der giver os tryghed, sammenhørighed og ikke mindst identitet. Alt andet skaber rodløshed, forbitrelse og social udstødelse, som Herman Bang så gribende skriver om i romanen »De uden fædreland« fra 1906, og det er da heller ikke et tilfælde, at nogle af de største værker i vores litteraturhistorie både omfavner hjemstavnen og udlængslen.

For nogle kan det måske lyde lidt pussenusse-agtigt, men forudsætningen for at være en verdensborger og frequent flyer er, at man altid har et solidt fundament at falde tilbage på. Det har Coronatiden vist med al tydelighed, for i en usikker tid er det det sikre og velkendte, der skal holde os i gang, indtil nye muligheder kalder på os på farten igen.

Det gælder i Vinterbyøster, i Ålleren og i Sunred.

Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og medlem af Solrød Byråd for Radikale

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?