18. september 2021
Anne Bredsdorff glæder sig til at døbe dem, der møder op til barnedåben den 2. oktober. Foto: Janus Spøhr
Anne Bredsdorff glæder sig til at døbe dem, der møder op til barnedåben den 2. oktober. Foto: Janus Spøhr
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kirker gør klar til anderledes dåb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kirker gør klar til anderledes dåb
Sydkysten - 03. september 2021 kl. 12:10
Af Janus Spøhr

Nej, desværre. Sådan har beskeden til mange nybagte forældre ofte været, når de har ringet til kirkerne i Greve-Solrød Provsti for at høre, om der er plads til, at de kan invitere familie og venner til barnedåb.

Coronaepidemien og de medfølgende restriktioner har nemlig givet en hale af udfordringer. Når en nybagt far eller mor ringer til kirkekontoret og siger, at de gerne vil holde dåb, er det svært at finde en dato, siger provst Anne Bredsdorff. Der er blevet holdt rigtig mange dåbsgudstjenester i kirkerne, men kun med en familie ad gange og med få dåbsgæster, og mange nybagte forældre har derfor udsat den nyfødtes dåb til der kan komme flere gæster med i kirken.

Derfor er flere kirker som for eksempel Hundige Kirke, Havdrup Kirke og Solrød Strandkirke i gang med at arrangere drop-in dåb, hvor babyer, børn, unge, midaldrende og ældre kan komme forbi uden at bestille tid for at blive døbt. Det bliver den 2. oktober.

- Der bliver ikke en gudstjeneste i kirken, men der kan godt blive plads til at synge en salme, siger Anne Bredsdorff, der fortæller, at der også bliver plads til få gæster til hver dåb.

- Vi holder det for at imødekomme de mange familier, der gerne vil have deres barn døbt, siger hun og understreger, at alle, der gerne vil døbes, er velkomne - uanset alder.

Vigtig dåb
Provsten mener, at det er vigtigt, at så mange som muligt får muligheden for at blive døbt.

- Det er vigtigt, at man fra at være helt lille har en fornemmelse af at høre til et sted og får troen på, at der er noget, der er større end en selv. De lærer, at der er en gud at holde sit til - "også når mor og far er dumme", siger hun med et smil.

Det er ikke kun barnedåbe, som coronaepidemien har aflyst. Det er også bryllupper og konfirmationer, mens begravelser og bisættelser er blevet afholdt med begrænsninger på, hvor mange der må være med til at tage afsked. Det har været svært for både familierne og præsterne, men i det mindste har det været muligt at holde dem.

Coronabegrænsningerne har dog også ført nogle gode ting med sig. Præsterne har gjort meget ud af at gennemtænke det vigtigste i gudstjenesterne, fordi den tilladte længde i noget tid var på en halv time. Konfirmandundervisningen har været splittet op i mindre grupper.

Det har været lærerigt for mange præster at holde korte gudstjenester. Det har været en udfordring for os, der taler meget til daglig. Det har været en spændende udfordring at skære ned til det vigtigste.

- Noget af det, som vi har gjort som nød, kan vi tage med fremover. Har man gjort noget på samme måde i mange år, som jeg har, kan det være fint at være blevet udfordret til nye måder at gøre tingene på, siger Anne Bredsdorff og fortæller, at drop-in dåb er én af dem.

Synes du, at kommunen er der for dig?