11. maj 2021
TV Ishøj var en del af en heftig diskussion i byrådet. I løbet af den time, TV Ishøj var i vælten, blev der åbent sagt, at hvis ikke borgmesteren ville efterkomme kravet fra oppositionen, så ville man lukke ?BorgmesterTV?. Screendump af byrådsmøde, som transmitteres på TV Ishøj
TV Ishøj var en del af en heftig diskussion i byrådet. I løbet af den time, TV Ishøj var i vælten, blev der åbent sagt, at hvis ikke borgmesteren ville efterkomme kravet fra oppositionen, så ville man lukke ?BorgmesterTV?. Screendump af byrådsmøde, som transmitteres på TV Ishøj
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kæmpe skænderi om TV Ishøjs fremtid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kæmpe skænderi om TV Ishøjs fremtid
Sydkysten - 21. april 2021 kl. 13:05
Af Søren Schaadt Larsen

Hvem skal have taletid på TV Ishøj? Er det kun borgmesteren eller skal andre byrådsmedlemmer også have muligheden?

Spørgsmålene satte ild til den virtuelle byrådssal - som blev sendt ud via TV Ishøj. Klimakset blev nået, da alle talte i munden på hinanden og udsendelsen kortvarigt blev afbrudt.

Kort forinden havde borgmesteren udbrudt:

- Jeg er sgu da ligeglad med, hvem der har taletid. Det er ikke mig, der er tv-direktør.

- Hvis det er korrekt, så burde det jo være let, at kigge på nogle retningslinjer, som deler taletiden lidt bedre end i dag. Indtil i dag har oppositionen ikke haft et eneste indlæg. Så hvis der er velvillighed fra borgmesterens side, så burde det være til at finde en løsning, lød det fra Pia Skourup (V).

- Men at køre det op i en spids. Hvorfor gør I det? Hvis man vil nedlægge TV Ishøj, det slipper ingen godt fra. Det garanterer jeg for, lød det fra borgmesteren.

Herefter kappedes flere byrådsmedlemmer om, at forklare borgmesteren, at man ikke ville nedlægge kommunens egen tv-station, men at der blot var tale om en demokratisering af brugen - hvor borgmesteren fortsat ville få mest taletid.

Redaktionel slagside
Forud havde en times diskussionen af TV Ishøjs funktion og formål bølget frem og tilbage. For hvad er TV Ishøjs rolle egentligt - og hvem kan bruge det?

I en opgørelse foretaget fra 28. februar 2020 til marts 2021 fandt man 60 indslag med byrådspolitikere. Heraf var borgmesteren med i 53, Merete Amdisen (S) var med i fire, Ebbe Rosendahl (S) var med i et, og Sengül Deniz, der som borgmesteren nu er i Ishøjlisten, var med i to.

Dermed kunne medlemmer af partierne DF, V, SF og Ø med rette sige, at det er svært for dem at komme med i et indslag på TV Ishøj.

- Der er stort set kun et byrådsmedlem, som optræder på TV Ishøj, og det er borgmesteren, og det er det, vi som partier gerne vil have lave om på, lød det fra Kasper Bjerring Søby Jensen (S), da han satte diskussionen i gang. Han understregede, at ønsket er at beholde en række af TV Ishøjs funktioner.

De 16 byrådsmedlemmer, som ikke er i Ishøjlisten, foreslog derfor, at man stækkede borgmesterens muligheder for at udtale sig personligt, mens man i højere grad giver de øvrige partier mulighed for at komme igennem på kanalen.

- Vi er med på, at borgmesteren har krav på at repræsentere kommunen, men borgmesteren har ikke krav på at få hjælp til at få formidlet sine egne personlige synspunkter. Og det er faktisk det, vi mener, sker på TV Ishøj i dag, forklarede Kasper Bjerring Søby Jensen og pegede på de optaktsprogrammer, som bliver sendt inden byrådsmøderne.

Borgmester Ole Bjørstorp var ikke enig i den udlægning:

- Jeg er ikke enig - vi har fået det forelagt for Kommunerne Landsforening for at få det afklaret. Der er forskellige ting, som vil gribe ind overfor borgmesterens virke, og det vil jeg gerne have slået fast med syvtommersøm. Det begrænser borgmesterens adgang til at tegne kommunen udadtil, lød svaret fra borgmesteren.

- Der er kun en, der kan udtale sig på kommunens vegne, og det er borgmesteren, uanset om man kan lide det eller ej, forklarede Ole Bjørstorp. Johnna Stark, Ishøjlisten, undrede sig over, at man hos Socialdemokraterne nu har ændret holdning til TV Ishøj:

- Jeg undrer mig over, at man ikke har taget det her tidligere, når det er det, man tænker i Socialdemokratiet, sagde hun og henviste til, at det tilsyneladende først er blevet et problem nu, hvor det ikke længere er Socialdemokraterne, der sidder på magten.

Samarbejd eller luk
En række byrådsmedlemmer mente, at borgmesteren var unødvendig stejl i sin tilgang til problemet, og det fik Lennart Hartmann Nielsen til at true med at trække stikker for TV Ishøj:

- Det er unikt, det vi har, og det skal vi bibeholde. Men hvis vi sætter hårdt mod hårdt, så lukker vi det, forklarede han. Ole Wedel-Brandt (Ø) var enig i, at man kunne sætte det, han kaldte Borgmester-Tv, på pause indtil en løsning er fundet:

- Så er det muligt at benytte at bruge annoncen i Sydkysten, man kan bruge hjemmesiden, eller Facebook-siden, når man skal kommunikere. Det er ret unikt, at have en TV-kanal, forklarede han.

- Jeg er enig i, at det ikke handler om, at borgmesteren må tegne kommunen. Men det handler om, hvordan borgmesteren benytter TV Ishøj, og hvordan han har adgang til tv-kanalen, mens vi andre ikke har. Derfor er forslaget, at vi stopper udsendelserne, til vi har fundet en løsning, lød det fra Sami Deniz (SF).

Herfra kom diskussionen mere ud af kontrol og kort inden borgmesteren satte mødet på pause, nåede Poul Rikardt Jørgensen (DF) også at formane borgmesteren om, at det egentligt ikke var en stor ændring:

- Ole, du må jo gerne udtale dig som borgmester. Det er der ingen, der stiller tvivl ved. Hvis en borger stiller sig op med nogle spørgsmål, så er det dig, der giver svar. Men jeg kunne jo godt have nogle uddybende svar, forklarede han.

Efter en kort samtale med kommunaldirektøren, kom borgmesteren tilbage:

- I får nogle muligheder for at komme til orde på den måde. Jeg har masser af muligheder for at komme til orde her i verden. Det var ordlyden om, at det hele skal stilles på pause. Vi må sætte os sammen ret hurtigt, og få det sat i system, forklarede han efterfølgende til glæde for de 16 medlemmer, som i fællesskab havde stillet forslaget.

Repræsentanter for byrådets partier vil nu sætte sig sammen, så man kan få sat det i system.

Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?