28. februar 2020
Lone Krejnå (til venstre) begyndte at gå til ridning, da hun fik diagnosen sclerose i 1995. Nu går hun hos Greve Ridefysioterapi en gang om ugen. Foto: Bjørn Armbjørn
gallery icon

Se billedserie

Lone Krejnå (til venstre) begyndte at gå til ridning, da hun fik diagnosen sclerose i 1995. Nu går hun hos Greve Ridefysioterapi en gang om ugen. Foto: Bjørn Armbjørn
Foto: Bjørn Armbjørn
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Her er man rytter frem for patient

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Her er man rytter frem for patient
Sydkysten - 01. november 2016 kl. 15:54
Af Jane Aunsbjerg Villadsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For 21 år siden fik Lone Krejnå stillet diagnosen sclerose og søgte derfor om et ophold på Sclerosehospitalet i Haslev. Her fik hun et tilbud om at gå til ridning. Hun havde aldrig siddet på en hest før, men hvis det var godt imod sygdommen, måtte hun jo prøve det, tænkte hun. Det varede ikke længe, før hun blev grebet af ridningen, som hun stadigvæk dyrker i dag. Nu går hun hos Greve Ridefysioterapi, som holder til på Adamslyst Ridecenter i Karlslunde.

- Jeg har sclerosen siddende i højre side, og det vil sige, at jeg går forkert på mit højre ben. Hvis ikke jeg rider en gang om ugen, får jeg meget ondt i lænden, og så trækker det ned i benet, fortæller 70-årige Lone Krejnå.

Ridefysioterapi er specialiseret fysioterapi, hvor hesten bruges som behandlingsredskab. Her bliver hestens bevægelser brugt til at stimulere rytterens egne bevægelser og til træning af balance, udholdenhed, styrke og kroppens midterlinje. Det fortæller Lone Wøldike, som er ridefysioterapeut og sammen med handicapinstruktør Sten Henriksen driver Greve Ridefysioterapi.

- Hesten bevæger sig i et tredimensionelt mønster, som er identisk med vores gangmønster. Det vil sige, at når jeg sætter en rytter op på hesten, så gangtræner de faktisk - også selvom de ikke kan gå, siger Lone Wøldike, som også har oplevet, at behandlingen kunne stimulere tale.

- Vi bruger meget det, der hedder centreret ridning, hvor al bevægelse udspringer fra din overkrop. Det er fuldstændigt overførbart til vores hverdag. Når du går, for eksempel, og du skal til højre, starter du med at dreje kroppen. Det er det samme her, hvor du - i stedet for at hive i tøjlerne - drejer din krop, og så følger hesten med dig. Det vil sige, at vi egentlig træner helt almindelige hverdagsting, som du bruger derhjemme - bare på hest, fortsætter Lone Wøldike, som gør klar til at lave gymnastik med dagens andet hold.

Det består af fire ryttere, som alle lider enten af sclerose eller af halvsidig lammelse på grund af en blodprop.

Rolling on the river
- Nu skal vi til at lave en lille serie, siger Lone Wøldike, efter den første opvarmning er overstået.

Hun viser og forklarer, at rytterne skal slippe tøjlerne og bruge hænderne til først at klappe sig selv på lårene og dernæst læne sig forover og klappe hesten på halsen. Bagefter skal de læne sig lidt tilbage og klappe sig selv på støvlerne, inden de hæver armene i vejret og kigger op på hænderne.

Rytterne går i gang med gymnastikken, mens Lone Wøldike tæller i takt. Tina Turners version af "Proud Mary" begynder lige så stille på ghettoblasteren i hjørnet. Øvelserne virker måske simple for det blotte øje, men det stiller faktisk store krav til balanceevnen, når man skal give slip med hænderne og bevæge kroppen, samtidig med at man holder sig stabil på hesten.

Pludselig tager musikken til i tempo, og Lone Wøldike begynder at tælle hurtigere

"Oh, I left a good job in the city / working for the man every night and day...", skråler Tine Turner fra hjørnet, men rytterne speeder op, hestene pruster, og musikken fortsætter.

"Rolling! Rolling! Rolling on the river."

Succesoplevelser
- Kunsten er at gemme det ind, så folk ikke opdager, at det her faktisk er rigtig hård træning. Der skal være grin, humor og sjov, og folk skal glæde sig til at komme. Vi kalder heller ikke folk for patienter - de er ryttere herude - fordi vi gerne vil fjerne sygdomsdelen. Den har de nok af i hverdagen, fortæller Lone Wøldike, der gør meget ud af at sammensætte holdene, så rytterne har noget til fælles og kan få glæde af hinanden.

Hun arrangerer også ture til Island med rytterne, hvor de får mulighed for at ride på islandske heste. Fordi der er tale om længere ture, kan nogle ryttere godt være i tvivl, om de kan klare det, men muligheden for at tage en pause er altid til stede, forklarer Lone Wøldike. Hun fortæller også, at rytterne ofte ender med at overraske sig selv med, hvor meget de egentlig kan klare.

Rytter Lone Krejnå deltog på en tur til Island i 2012, og hun beskriver den som en fantastisk oplevelse, som hun er taknemmelig for.

- Det er helt fantastisk at ride på islandske heste, og de har jo en gangart, som andre heste ikke har, der hedder tölt. Benene går som trommestikker, og når man sidder på hesten, sidder man faktisk helt stille. Den hopper ikke sådan op og ned, som en hest gør i trav eller galop. Det var nærmest ligesom at race på en knallert, siger rytteren, der på grund af sin sygdom ikke har kræfter til at tage med, når den næste tur finder sted til sommer.

Den ugentlige ridning fortsætter hun dog med.

- Min målsætning er at bevare min førlighed så længe som muligt. Sclerosen går kun en vej, og så er det altså bare med at forhale den udvikling så meget som muligt, siger hun.