
PostNord har stillet pakkeboksene op fire steder i Solrød: Hos SuperBrugsen i Solrød Center, Lidl på Solrød Strandvej, Aldi i Jersie Center og Q8 på Motelvej.
- Vi er glade for, at vi kan gøre det let for vores kunder i Solrød-området at hente deres pakker tæt på, hvor de bor og færdes, og når det passer dem. Nærboksene er et stærkt supplement til vores andre pakkeudleveringssteder i området, og i mange tilfælde vil de stå udendørs, så der kan hentes pakker døgnet rundt, siger Mette Morsing, distriktschef hos PostNord, og fortsætter:
- Selvom vi nu har åbnet fire nye Nærbokse, så er vi altid på udkig efter nye udleveringssteder - også i Solrød. For e-handlen er inde i en enorm vækst, og fremover vil der være behov for yderligere kapacitet til at håndtere de mange pakker, som danskerne bestiller på nettet.
For at hente sin pakke i en af de nye Nærbokse skal man blot have PostNords app og slå Bluetooth til. App'en fortæller, når pakken ligger klar til afhentning og guider pakkemodtageren hen til den Nærboks, man har bestilt sin pakke til.
Ud over i Solrød har PostNord opsat de første Nærbokse i København, Aarhus og på Stevns. De nye pakkebokse er en del af de 2.000 nye Nærbokse, der i løbet af de næste 6 måneder sættes op i hele landet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her