19. oktober 2020
Udligningsreformen har givet grå hår i hovedet på folkene på Rådhuset i Vallensbæk.
Udligningsreformen har givet grå hår i hovedet på folkene på Rådhuset i Vallensbæk.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Første budget efter udligning: Hæver skatten og aftaler at tiltrække flere borgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Første budget efter udligning: Hæver skatten og aftaler at tiltrække flere borgere
Sydkysten - 14. oktober 2020 kl. 18:17
Af Søren Schaadt Larsen

Det er svært at få enderne til at mødes i Vallensbæk. Selv om partierne på kommunalbestyrelsesmødet mundhukkedes lidt om, hvis parti, der var skyld i udligningsreformen, så var de alle enige om, at man er nødt til at hæve kommuneskatten med 0,5 procent fra 25,1 procent til 25,6 procent. På den måde kommer budgettet for 2021 til at hænge sammen.

Men når man kigger på de følgende år, er det ikke nok, og derfor tager man nu andre midler i brug:

- De første cirka 50 procent (15,5 millioner kroner) finansieres med den foreslåede skatteforhøjelse, og de næste millioner skal så komme fra udvikling af Vallensbæk. Det vil kort sagt sige flere borgere - for alternativet er nye skattestigninger eller forringelser i den kommunale service, lød det fra Jan Høgskilde (K).

Han havde fået æren af at fremlægge punktet "Fastsættelse af skattesatser 2021" for kommunalbestyrelsen - og han begyndte med lidt galgenhumor:

Budgettet 2021
Vallensbæk Kommune
Drift:
Etablering af udflytterbørnehave ved naturlegepladsen - 1.605.000 kr.
Bedre normering i dagtilbud - 2.100.000 kr.
Arrangementer på ældreområdet - 500.000 kr.
Medlemsskab af Demensalliancen - 150.000 kr.
Vedligeholdelse af kæmpen ”Lille Tilde” 30.000 kroner
Klimamål ift. køretøjer, klimasikring, vand, m.v. 1.000.000 kr.
Anlæg:
Etablering af udearealer til undervisning - 2.000.000 kr.
Køkken på Pilehavehus - 1.000.000 kr.
Kiss and ride ved Pilehaveskolen - 2.000.000 kr.
Fortov fra Vallensbæk Skole til idrætscenter - 700.000 kr.


En række anlægsopgaver og udgifter, som der var budgetteret med i 2021 eller overslagsårene, er i budgettet 2021 blevet udskudt et eller flere år. Det gælder blandt andet nye plejeboliger på Højstruphave, en juniorklub i nord, ny institution, letbaneforplads, samt etablering af servicearealer ved Højstruphave.

- Jeg har lovet borgmesteren, at jeg ville tage noget beroligende inden, jeg begynder oplægget, sagde han og fik på den måde også forklaret, at udligningsreformen bestemt ikke er populær i Vallensbæk.

Vallensbæk Kommune skal som følge af udligningsreformen aflevere 15,9 millioner i 2021 - et tal som årligt stiger indtil man i 2025 skal af 29,1 millioner.

Ikke andre løsninger

- Det er aldrig rart at sende så stor regning videre til borgerne, lød det fra Kenneth Kristensen Berth (DF), som i samme omgang kunne fortælle, at kommunen ikke kan hæve skatten med mere end 0,5 procent:

- Hvis vi hæver den med mere, skal vi betale et provenu på 75 procent af alle de penge, vi får ind udover de 0,5 procent. Vi udnytter den ramme, som er lagt ud fra regeringen, forklarede han. I forhold til udviklingen pegede han på, at man i Vallensbæk allerede er ved at anlægge boliger svarende til, at der kan bo cirka 19.200 indbyggere i kommunen - oven i det skal man lægge det seneste projekt - Nordporten.

- Så runder kommunen 20.000 indbyggere, forklarer han. 1. september 2020 havde Vallensbæk Kommune 16.451 indbyggere, og udsigten til så voldsom tilflytning var Kenneth Kristensen Berth skeptisk overfor, men han valgte alligevel at stemme for:

- Man er nødt til at tilslutte sig forslag, som man ikke nødvendigvis er enige i, forklarede han og nævnte, at han søgte indflydelsen ved at gå med i forliget - blandt andet for at undgå besparelser på ældreområdet.

Hos Socialdemokratiet så gruppeformand Søren Wiborg heller ikke andre løsninger end at gå med til at hæve skatten og udvikle kommunen.

- Vi kan hæve skatten eller sænke serviceniveauet. Det er ikke ønsket at sænke serviceniveauet. Så vi går med på at hæve skatten med 0,5 procentpoint og en strategi om, at vi skal vækste i kommunen, så vi kan få økonomien til at hænge sammen, lød det fra Søren Wiborg.

Dermed kunne kommunalbestyrelsens tre partier tilslutte sig budgettet, og de utrykte lettelse over, at det ikke gik værre:

- Vil gerne rose for det her budget, som er sammensat og som vi alle i kommunalbestyrelsen kan se os i, lød det fra Søren Wiborg. Også Kenneth Kristensen Berth var efter omstændighederne tilfreds:

- Selv om vi ikke er glade for baggrunden for det her, udligningen, så må vi sige, at vi er kommet ud af det på en fornuftig måde. Og det glæder vi os over.

Borgmester Henrik Rasmussen (K) takkede partierne for samarbejdet i forbindelse med budgettet - og kunne i den ombæring fortælle, at kommuneskatten sagtens kunne være blevet endnu højere:

- Hvis man kigger på tallene, burde skatten stige med en procent, men det gør den altså ikke. Den stiger kun med det halve - resten tager vi i væksten, forklarede han og kunne efterfølgende godkende budgettet.

Vigtigt at vækste

Hvor mange mennesker, der skal flytte til kommunen, for at lukke den sidste del af hullet fra udligningsreformen, kan borgmesteren ikke svare helt præcist på:

- Det, som ligger i udviklingsdelen, er, at udvikling giver vækst og positiv udvikling i kommunekassen, forklarer Henrik Rasmussen.

- Af gode grunde, kender vi ikke det præcise fremtidige indtægtsgrundlag for borgerne, siger han og forklarer, at udviklingsdelen i stedet handler om at vise, at man anerkender vigtigheden af, at finde en løsning. Og den løsning bygger ovenpå det store udviklingsarbejde, som kommunalbestyrelsen allerede har sat i gang.

- Det er jo en balance. Vi vil gerne vækste, men det skal ikke ske hurtigere, end vi kan følge med. Og med det her anerkender vi vigtigheden af at vækste for at kunne holde fremtidens budgetter og det høje serviceniveau.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?