18. august 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En ny årgang tager hul på gymnasie-livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ny årgang tager hul på gymnasie-livet
Sydkysten - 14. august 2019 kl. 20:15
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nye begyndelser er spændende, men de kan samtidig være lidt angstprovokerende. Der er mange forventninger og mange spørgsmål.

Man ved ikke helt, hvilket ben man skal stå på sammen med de andre, man ikke kender endnu. Men på Solrød Gymnasium arbejder man bevidst på at tage godt imod de nye, så sommerfuglene i maven hurtigt letter.

De nye 1.g'ere og 1. hf'ere starter på deres introuge en dag tidligere end skolens øvrige elever, så der er god plads til dem på deres første skoledag. Men de kommer ikke alene. De bliver nemlig mødt af en rød løber, balloner, høj musik og 60 elever, der flager og hepper.

Anden og tredje års eleverne fra HF og STX har valgt at bruge de sidste to dage af sommerferien på at forberede velkomsten af skolens nye årgang som tutorer. Mange forklarer deres engagement med, at de selv fik en god modtagelse på skolen, så derfor vil de gerne selv være med til at give de nye en god velkomst.

Mandag fik de en professionel introduktion til det at møde nye mennesker på en positiv og anerkendende måde. En af skolens introlærere har også en uddannelse i coaching, og sammen med tre dygtige kolleger har han klædt tutorerne på til deres opgave.

Tutorer og lærere arbejder således intensivt på at introducere de nye elever til hinanden både i og på tværs af klasserne. Den første introuge består blandt andet af ekskursion, den legendariske Solrød Olympics, introduktion til studieretninger og fagligt arbejde i gymnasiet. Ugen kulminerer fredag aften, hvor lærerne traditionen tro griller til den nye årgang.

Elevernes sammenhold og trivsel er vigtige pejlemærker for skolen. Skolens rektor Bjarne Thams opsummerer det i sin velkomsttale til den nye årgang ved at ved at fremhæve skolens tre værdier nemlig venlighed, vilje og medborgerskab.

De værdier er både idealer for individer og fællesskabet på skolen. De skal forme og kendetegne elever og lærere, når de sammen arbejder på at uddanne gymnasie- og HF-studenter.

- Sådan en uddannelse er vigtig, for den sætter én i stand til bedre at kunne mestre en tilværelse i hastig forandring og en fremtid, som det er svært at forestille sig hvordan bliver, som Bjarne Thams siger det.

I løbet af de næste dage bliver uddannelsen mere konkret i form af for eksempel fysik, fransk og frikvarterer. Eleverne lærer hinanden og alle deres nye faglærere at kende, men lige nu skal der nok sendes endnu et par nervøse mavefornemmelser væk hos de nye HF'ere og STX'ere.

Snart kan man dog ikke se forskel på nye elever og ældre elever, og så er tutorernes opgave løst. Uddannelsen af næste generation er i fuld gang.