20. juni 2018
- Min mand har været den største støtte for os alle. Han har samlet os op, hver gang vi er gået ned, og det gælder alle i familien - uden ham var det aldrig gået, fortæller Christina Hagman, der i oktober mistede sin søn. Allan, som var født og opvokset i Greve, blev kun 33 år.
gallery icon

Se billedserie

- Min mand har været den største støtte for os alle. Han har samlet os op, hver gang vi er gået ned, og det gælder alle i familien - uden ham var det aldrig gået, fortæller Christina Hagman, der i oktober mistede sin søn. Allan, som var født og opvokset i Greve, blev kun 33 år.
Foto: Helle Midskov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Christina mistede sin søn: - Hvordan skal jeg nogensinde blive lykkelig igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Christina mistede sin søn: - Hvordan skal jeg nogensinde blive lykkelig igen
Sydkysten - 02. marts 2018 kl. 11:20
Af Helle Midskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Christina Hagman fra Karlslunde havde lykken mellem hænderne og havde haft den i årevis.

Det var hun dybt taknemmelig for. Den 9. oktober sidste år blev den revet ud af hænderne på hende.

Christina har siden stået ansigt til ansigt med den sværeste sorg, man kan opleve som mor, og hun kæmper hver dag med at finde meningen med livet.

Hun samler på små glædelige øjeblikke, som kan fortrænge fornemmelsen af at være tom indeni, og som hun håber på sigt kan give hende følelsen af at være lykkelig igen.

Christina mistede sin ældste søn, Allan, i oktober sidste år, han blev kun 33 år.

Allan fik en blodprop i hjertet den 9. oktober, og den 16. oktober blev der slukket for respiratoren på Rigshospitalet. Godt og vel et år før var Allan blevet far.

- Jeg skal lige finde mig selv, siger Christina, som gerne vil fortælle om den svære sorg, man oplever, når man mister, og hvordan hun arbejder med at få meningen med livet til at hænge sammen igen.

Ulykken

- Lidt efter midnat den 9. oktober ringede min svigerdatter og skreg "Allan trækker ikke vejret". To minutter efter sad min mand og jeg i bilen og var på vej fra Karlslunde til deres lejlighed i Sydhavnen.

- Min svigerdatter fortalte, at Allan lå og spjættede med arme og ben. Hun troede først, at han drømte, og puffede forsigtigt til ham og sagde, at han skulle være stille, ellers vækkede han deres lille søn. Han blev ved med at ligge og sige lyde, så hun skubbede forsigtigt til ham, men han blev ved. Så tændte hun lyset, og lige pludselig så lå han helt stille. Hun kunne ikke få nogen kontakt. Så tog hun et glas vand, som hun havde på natbordet og smed i hovedet på ham. Han reagerede slet ikke, og så var hun klar over, at det var helt galt. Hun ringede 112 og gik i gang med at give hjertemassage. Ambulancen var fremme på syv og et halvt minut. Da vi kom ind til min søn, var han fortsat i lejligheden. De havde stødt syv gange for at få hans hjerte i gang, og efter en halv time så kørte de mod traumecentret på Rigshospitalet, fortæller en tydelig berørt Christina.

Da Christina og hendes mand ankom til Rigshospitalet to minutter efter ambulancen, blev de mødt af en sygeplejerske, som fortalte, at de havde fået gang i deres søns hjerte.

Men den positive melding holdt kort. Da han blev kørt op på afdelingen, så kunne lægerne efter kort tid ikke forstå, hvorfor han blev ved med at have så dårligt et kredsløb. Kredsløbet fungerede kun 15 procent.

Lægerne valgte at scanne Allans hjerte, og scanningen viste, at hjertet var helt tilkalket og hovedpulsåren 99 procent lukket.

Så fik lægerne lukket lidt op, og det gik lidt bedre. Når man har været uden ilt i 55 minutter, så går alle ens organer nærmest i stå, så Allan kom i dialyse, han var fortsat bevidstløs og lagt i respirator, alt dette forgik i timerne lige efter, han blev indlagt.

Tændte et håb

- Lægerne fik ligesom styr på Allans krop, det tændte et håb. Og ja, man klamrer sig til de mindste livstegn. Jeg hørte godt, at lægerne sagde, at nu var det ikke længere hans krop, de var nervøse for, men hans hjerne. Men jeg så på min næsten to meter høje søn, som bare lå og lignede en, der sov. Jeg troede på, at alt ville blive godt igen. De lavede endnu en scanning om tirsdagen, der kunne de ikke se noget, da han havde fået noget, der lignede et epileptisk anfald. Så man kunne ikke se, hvordan hjernen havde det, fortæller Christina.

Allan blev scannet igen om torsdagen, og der kunne lægerne se, at der var kommet ro på hjernen.

Om fredagen ville lægerne forsøge at flytte respiratoranordningen, der gik ind i munden, ned ved halsen i stedet, da den tydeligvis generede Allan.

Han skulle så scannes igen. Det gav endnu en gang håb for Christina og familien, der tænkte, at lægerne ikke ville tage det skridt, hvis de havde opgivet.

Om fredagen blev indgrebet ikke foretaget alligevel, og Christina følte, at personalet kom med nogle lidt underlige undskyldninger.

Om lørdagen kom så meldingen, som slog benene helt væk under den nu 53-årige Christina.

- Lægen kaldte os ind til et møde og fortalte, at den seneste scanning viste, at der ikke var noget at gøre, og at de måtte slukke for respiratoren. Jeg gik helt i sort og sagde, at det ville jeg ikke være med til, og at de ikke måtte slukke for respiratoren. Det blev besluttet, at man ventede til mandag. De forberedte os på, at fra de slukkede, til det var slut for så ung en mand, kunne der godt gå nogle dage. Alle de nærmeste var der. Min svigerdatter og børnene, min mand, vores tre andre børn, og jeg havde ikke været væk fra hospitalet i de otte dage, fortæller hun.

Grebet af angst

- Overlægen sagde til os, at han syntes, vi skulle tage elevatoren ned i gården og trække noget frisk luft, mens de kørte Allan ind på en enestue og fjernede respiratoren. Vores yngste datter på 13 år ville ikke med ned, men blev uden for lokalet. Der gik kun fem minutter, så bad de hende om at ringe til os og sige, at vi skulle komme med det samme. Vi nåede op på stuen, og fem minutter efter så døde han, fortæller Christina og fortsætter:

- Det må også være et tegn på, at han var rigtig syg, ellers ville det ikke gå så hurtigt. Hvis de havde taget fejl, så havde han trukket vejret selv. Som mor holder man fast i håbet til det sidste. Jeg kan huske, at jeg tænkte, når de fjerner respiratoren, så trækker han selv vejret. Det gjorde Allan ikke, og min verden gik i stå. Jeg blev i det øjeblik grebet af en angst, der betød, at jeg ikke turde være alene, fortæller Christina, som led under følelsen af angst i flere måneder.

Christina var bange for, at følelserne skulle overmande hende, og hun havde mest af alt lyst til, at de nærmeste bare skulle være derhjemme, hvor hun havde dem inden for rækkevidde. Efter Allans dødsfald flyttede den yngste søn på 24 hjem.

Han boede ellers i et kolonihavehus i Ishøj, og han bor fortsat hjemme for Christinas skyld. Den ældste datter med familie bor kun et stenkast fra Christina og hendes mand.

- Så har vi købt et lille rækkehus ved Trylleskoven i Solrød til vores svigerdatter og de tre børnebørn. Vores svigerdatter havde to drenge med ind i forholdet med Allan. Jeg synes, det er dejligt at tage ned til dem. Mickie på halvandet år ligner Allan på en prik, fortæller Christina.

Når sorgen rammer, så er der i begyndelsen en lang række praktiske ting, man kan kaste sig over, og det gjorde Christina også.

- Der kom 600 til Allans begravelse, det gør mig stolt, fordi det viser, hvor elsket et menneske Allan var af alle. Allan stillede altid op og hjalp andre, han havde et væsen, hvor han hvilede i sig selv og var tilfreds med de små og nære ting. Han gav så meget energi til andre, forklarer hun med tårer i øjnene.

Christina Hagman besluttede, da hun blev grebet af angst, at hun ikke ville ende i så dybt et hul, så hun ikke kunne se nogen vej op igen.

Christina har altid været en handlekraftig kvinde og har været selvstændig erhvervsdrivende i den finansielle verden i 37 år, og der har også været op- og nedture.

Skal finde overskud

- Det, der er det svære i sådan en sorg, er, at man skal fordele det overskud og kærlighed, som man har. Der er mange, som forlanger meget af en, når nu man er mor. Mine andre tre børn og fem børnebørn og svigerdatter har også brug for min kærlighed og opmærksomhed, men det er bare svært, når man selv er i sorg, at finde overskud til andre. Det er noget af det, som er mest hårdt. Ikke nok med at man skal hanke op i sig selv, men man er omgivet af familie, som er lige så langt nede, som man selv er, forklarer hun, der når det bliver for meget, søger tilflugt i firmaet, hvor hun kaster sig over arbejdsopgaver.

Christina fortæller også om den naturlige angst, folk har for at tale med folk i sorg. Når hun i supermarkedet f.eks. møder forældre til Allans klassekammerater eller andre, som ser hende og lige vælger at køre den anden vej rundt med kundevognen i butikken, fordi de ikke ved, hvad de skal sige.

- Man behøver ikke at sige noget. Jeg forstår det godt, for bare tanken om det at miste det får alle det jo dårligt ved. Så det er svært. Et kram er nok, det skal man tænke på, siger hun.

Lykke og vind i håret

- Det værste for mig, og det lyder måske sådan lidt klichéagtigt, er, at inden det her med Allan skete, så tror jeg ikke, man kunne være mere lykkelig, end jeg var. Jeg forlangte ikke mere af livet. Jeg syntes bare, jeg havde sådan et dejligt liv med en skøn familie. Familien har altid betydet alt for mig. Jeg er på ingen måde lykkelig mere. Jeg kan godt være glad, når jeg er sammen med mine børn og fem børnebørn. Selv om jeg er i knæ, så kører jeg i biografen med børnebørnene. Men der er forskel på glæde og på lykke. Lykke er for mig noget mere vedvarende, hvor glæde er noget, der gør dig glad nu og her. Livet er trist, hvis man ikke kan finde den lykkefølelse frem. Jeg er glad og tilfreds og sådan nogle ting, men jeg er tom indeni, siger hun hudløst ærligt.

- Jeg søger glæde, der kan overskygge den store sorg, som jeg har. Jeg har gennemlevet de otte dage på sygehuset igen, været til ekstra samtaler med overlægen efter anbefaling fra psykolog. Det er vigtigt at acceptere og få ro og tro på, at lægerne gjorde alt. Jeg valgte også tidligt i forløbet at søge psykolog. Det er vigtigt at få bearbejdet sorgen og sat ord på, forklarer hun.

Christina har også deltaget i sorggrupper, og det kan hun kun anbefale andre i sorg. Christina begynder torsdag i sorggruppe i Karlslunde Strandkirke, som hun har fået anbefalet af andre, som har mistet.

For to år siden var Christina med i et tv-program, der hedder U Turn, med Chris MacDonald som vært. Det hjalp Christina fri af sukkersygen, og hun tænkte, at den måde, som Chris anskuer verden på, måske også kunne hjælpe hende til at komme videre.

- Vi gik en lang tur, og Chris sagde blandt andet, at jeg skulle ud at gå nogle lange ture og blive blæst igennem. Jeg skulle se, hvordan skyerne på himlen bevæger sig, se på bølgerne, der skyller op på stranden og lytte til vinden i træerne. Det har hjulpet mig meget, jeg er kommet af med angsten for at være alene. Jeg føler, at det var det med at sidde nede for enden af haven og se ud på vandet, bare det at sidde og se, hvor hurtigt skyerne bevæger sig, så kunne jeg mærke mig selv lidt igen. Mine veninder har været søde til at komme og gå ture sammen med mig. Jeg græder mig fortsat i søvn hver aften, når min mand er faldet i søvn, og nogle aftenmåltider er sværere end andre. Når vi sidder sammen som familie, så var der altid fest og glæde før. Nu er der dage, hvor der er helt stille ved middagsbordet, siger hun med et trist blik.

Fest og farver

For nylig skulle Christina til en sammenkomst med nogle af sine veninder. Hun valgte at tage med, selv om hun mest havde lyst til at lukke sig inde og vælge det fra.

- Jeg er glad for, at jeg tog af sted, men efter en time så blev det for meget. Jeg kan ikke holde ud, når folk begynder at synge. Så tænker jeg "Hvad f... er der at synge for". Jeg kan ikke fest og farver nu. Venner og familie kom hjem og lavede mad hos os flere gange om ugen på et tidspunkt, hvor vi ikke havde overskud til at komme ud. Nogle gange ville jeg bare hellere være alene, men jeg er glad for de initiativer og det samvær, så man holder fast i noget af det, der giver glæde. Jeg tror bare, at hvis man lukker de følelser ude og ikke tillader sig at forsøge at være glad, så er vejen tilbage til livet så meget længere. Det er forhåbentlig med tiden de små glæder, der kan gøre, at jeg kan slippe den fornemmelse af tomhed og måske engang få lykkefølelsen tilbage. For lige nu tænker jeg, hvordan skal jeg nogensinde blive lykkelig igen, siger hun med et forsigtigt smil på læben.

Til en julekoncert med Stig Rossen kom han med nogle betragtninger, som gik lige i hjertet på Christina, og hun fik ham til at sende teksten. Særligt de sidste sætninger har hjulpet hende.

Hun håber også, at de ord og hendes beretning om den sorg, hun bærer rundt på, kan hjælpe andre, der er i sorg.

"...Jeg tror, det er ret vigtigt, at vi minder os selv om, at selv enkelte lys i mørket, et glimt af håb, kan nok ikke få mørket til helt at forsvinde, så dog oplyse mørket i et kort øjeblik, og vi kan alle tænde disse små lys i hverdagen, og det er i denne forbindelse alle de små nære ting, som tæller. Et venligt smil, en opmuntrende bemærkning, et kærligt ord, en nænsom berøring, måske er det blot dette lille lys, der skal til, for at et andet og meget fortvivlet menneske ser lyset og føler håbet og måske søger i retning af lyset og ud af mørket".

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk