19. november 2018
Friskbagt morgenbrød og klassikere som citronfromage og chokolademousse, som Anne her viser, er faste på menukortet. Foto: Helle Midskov
gallery icon

Se billedserie

Friskbagt morgenbrød og klassikere som citronfromage og chokolademousse, som Anne her viser, er faste på menukortet. Foto: Helle Midskov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Café med mad som mormor lavede den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Café med mad som mormor lavede den
Sydkysten - 16. oktober 2018 kl. 15:35
Af Helle Midskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Er du til et stjerneskud, en pariserbøf, flæskesteg, citronfromage eller bare en kop kaffe med et stykke "Bedstefar med skæg", så er det blandt mulighederne på menukortet hos Café Mormor, som er åbnet i Solrød Center. Det er Anne Zuber og Jack Chmeis, som ejer cafeen i Solrød Center 66. De er både partnere og par privat.

- Vi har virkelig trukket meget på det kort, der hedder, når vi gør det mormor-agtigt, så skal vi holde stilen, fortæller Anne Zuber, mens hun skænker en kop kaffe i de fineste porcelænskopper med blomstermotiver i cafeen, der sender tankerne hen på mormors dagligstue med blomstret tapet på væggene, familieportrætter i sirlige rammer og egetræsmøbler.

For Anne og Jack var det helt naturligt, at deres kombinerede cafe og restaurant skulle hedde Café MorMor.

- Der findes i min verden ikke noget mere omfavnende end en mormor, siger Anne, og Jack supplerer:

- Mormor forbindes af de fleste med noget rart, hyggeligt og for mange med god mad lavet fra bunden. Det bygger vi vores café på. Vi synes også, at der her i centret manglede et supplement til de mange, der sælger pizzaer, burgere og fastfood i det hele taget. Vi håber, der er plads til en anden stil, hvor man kan købe en pariserbøf, flæskesteg med brun sovs, helstegt kylling med persille, chokolademousse med mere, siger Jack Chmeis.

Jack forklarer, at alle retter, desserter og kager, som de sælger i cafeen, er lavet helt fra bunden.

- Det er mange timers arbejde, men det er vigtigt for mig, at du kan smage, at den rødkål, du får til din flæskesteg, er hjemmelavet, siger han.

Mange baggrunde
Menukortet er enkelt med blandt andet dagens varme ret og dagens kage, som kan variere.

- Dagens ret kan variere fra frikadeller til lasagne og moussaka. Det afhænger af sæsonen, og hvad vi synes, at vi meget gerne vil servere. Så skal man huske, at mormødre har mange baggrunde. Det kan være en fransk dame eller en libaneser, altså fra Libanon, hvor jeg kommer fra, forklarer Jack.

Anne vil gerne fortælle om det til den mere søde tand.

- Vi har selvfølgelig friskbagt morgenbrød. Dagens kage kan være lagkage, cheesecake eller "Bedstefar med skæg". Vi har faste klassikere som citronfromage og chokolademousse på dessertkortet, men ellers vil vi hele tiden rykke os efter årstiderne, fortæller Anne.

Cafeen har åbent fra mandag til og med lørdag fra klokken 10. Alle hverdagene lukker den klokken 18 og om lørdagen klokken 16.

- Vi håber, at mange vil benytte cafeen, hvor vi både har indrettet café her i stueetagen og i kælderen, hvor der også er blevet plads til et legehjørne. Men det er også muligt at bestille mad med hjem, forklarer Anne, som fortæller, at de gerne vil indrette sig så meget som muligt efter de ønsker, der er fra kunderne.

Partnere og par
Både Anne og Jack har mange års erfaring i hotel- og restaurationsbranchen. Jack kommer fra en stilling som køkkenchef i en stor kæde, og han har været i restaurationsbranchen, siden han var 14 år. Anne har næsten lige så mange års erfaring i hotelbranchen, hvor hun har været, siden hun var 16 år og senest i en receptioniststilling.

- Vi kommer begge fra arbejdspladser, hvor der ikke blev sat pris på kvalitet, der var meget fokus på bundlinjen. Det var svært at lange over disken, når man ikke havde oprejst pande og var stolt over det produkt, som man leverede til kunderne, forklarer hun og fortsætter:

- Servicegenet er vi begge født med, så det gjorde ondt. Vi ville prøve det anderledes. Tit og ofte når vi selv var ude, om det var på café eller restaurant, så kom vi frem til et meget ungt personale, hvor man nogle gange tænkte: Er der en voksen til stede? Vi så meget fravær, da man var meget på mobiltelefonerne. Er der noget, jeg elsker, når jeg går ud på café eller restaurant. Så vil jeg også gerne give det, når jeg står på den anden side af skranken. Det er i hvert fald altid det, jeg har serviceret på og fået meget ros for. Når man får den feedback, så giver det bonus at gå på arbejde. Jack og jeg elsker nærvær og øjenkontakt. Så det er baggrunden for, at vi begyndte at lege med ideen om, at vi kunne åbne en cafe, som kunne bygge på frisklavet mad, god service og nærvær. Det er en drøm, som vi gerne vil udleve her, hvor vi kan kombinere, at vi både er partnere i Cafe MorMor og danner par privat, fortæller Anne og sender Jack et kærligt blik.

Anne og Jack, som bor i Karlslunde, har dannet par privat i halvandet år, og nu er de også blevet partnere i cafeen. De synes selv, det går lidt hurtigt, men de nyder at arbejde sammen.

- Det er klart, det er helt vildt modigt at sige sit job op og kaste opsparingen ind i projektet. Man får da lidt lyst til at bide negle. Vi tænkte da også, dagen før vi åbnede, er det nu det rigtige, vi gør, men vi er fast besluttet på at forfølge vores fælles drøm, fortsætter Anne med et smil.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk