
Ishøj Byråd skal på tirsdagens byrådsmøde tage stilling til Det Konservative Folkepartis ønske om en omtælling af stemmerne ved kommunalvalget den 21. november. I første omgang var det ifølge Lokalavisen Sydkystens oplysninger valgbestyrelsen, der skulle tage stilling til en eventuel omtælling, men fordi valgbestyrelsen godkendte valgresultatet efter fintællingen den 22. november, skulle Det Konservative Folkeparti i stedet lave en valgklage vedrørende optællingen af stemmer. Det har partiet gjort, og den klage skal byrådet behandle på tirsdag, forklarer Rasmus Ørvad Boné, der var spidskandidat for Det Konservative Folkeparti til kommunalvalget.
- Det er sådan lidt nervepirrende. Det er ikke så fedt, men sådan er vilkårene, siger Rasmus Ørvad Boné om at vente på byrådets beslutning.
På valgaftenen blev han først dømt ude i mandatkampen, da stemmerne var talt op cirka klokken 22. Men en fejl i optællingen på Strandgårdskolen betød, at et socialdemokratisk mandat pludselig blev konservativt. På valgnatten forklarede kommunaldirektør Kåre Svarre Jakobsen til avisen, at 110 stemmer fejlagtigt var blevet talt op som socialdemokratiske stemmer. Flere af de 110 stemmer viste sig i stedet at gå til blandt andet Venstre og Konservative, som dannede valgforbund, og det gav på det tidspunkt stemmer nok til at sende Rasmus Ørvad Boné i byrådet. Det scenarie holdt indtil dagen efter, hvor mandatet svingede tilbage til socialdemokratiet efter fintællingen af stemmerne.
Selv om stemmerne på Strandgårdskolen blev fintalt to gange dagen efter valget, så mener Det Konservative Folkeparti, at der er behov for en omtælling af stemmerne på alle fem valgsteder for at være sikker på, at der ikke er sket flere fejl, forklarer spidskandidaten. Rasmus Ørvad Boné fortæller desuden, at der også inden fintællingen onsdag blev fundet 110 listestemmer til Socialdemokratiet, som ikke var blevet talt med i første omgang.
- Det handler også om, at det er så lidt, der skiller tingene ad og med den mængde rod, der har været, er vi nødt til at forfølge chancen, siger han.
Ifølge Rasmus Ørvad Boné er det nemlig få stemmer, der har betydning for, hvor det sidste mandat lander.
- Vi regnede på det, og hvis der rykker tyve stemmer fra socialdemokratiet og Dansk Folkepartis valgforbund til vores (Konservative, Venstre og Liberal Alliance red.), så svinger mandatet tilbage, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her