17. oktober 2021
Fire ud af fem partier i Ishøj Byråd er blevet enige om næste års budget. Tirsdag indgik Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten budgetforlig. P.t. står SF uden for budgetforliget. De kan dog stadig nå at gå med inden den 4. oktober, hvor der er 2. behandling af budgettet. Arkivfoto: Vincent Byakika
Fire ud af fem partier i Ishøj Byråd er blevet enige om næste års budget. Tirsdag indgik Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten budgetforlig. P.t. står SF uden for budgetforliget. De kan dog stadig nå at gå med inden den 4. oktober, hvor der er 2. behandling af budgettet. Arkivfoto: Vincent Byakika
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bredt budgetforlig i Ishøj

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bredt budgetforlig i Ishøj
Sydkysten - 22. september 2016 kl. 16:13
Af Anders Dall

Tirsdag formiddag kunne borgmester Ole Bjørstorp (A) melde ud, at der var indgået et budgetforlig mellem Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten. SF er p.t. ikke med i aftalen.

arrow Læs også: SF står p.t. uden for budgetforlig

- Vi er så langt fremme, at vi stort set har lukket det af, sagde Ole Bjørstorp om det 2,3 milliarder store budget for 2017-2020.

Et forlig, der i 2017 rummer kommunale besparelser på omkring 14 millioner kroner, men som også indeholder nye investeringer. En af dem er etableringen af seks hjemløseboliger og et tilhørende fælleshus, der skal bygges ved det grønne område ved Ishøj Søvej.

Målgruppen for boligerne er borgere, der har været hjemløse i mere end to år og har så store psykiske og sociale problemer, at de ikke kan bo i almindelige boformer. Derudover er der afsat penge til at opføre et nyt genoptræningscenter i det gamle erhvervskvarter tæt ved Ishøj Varmeværk. Ifølge Ole Bjørstorp skal det nye genoptræningscenter supplere det eksisterende genoptræningscenter på omsorgscentret Kærbo for at følge med det stigende antal borgere, der skal gennem et kommunalt genoptræningsforløb. På investeringssiden er der også afsat 10 millioner kroner til en støjfond, bedre trafikforhold ved Gildbroskolen, et forløb, der skal screene børn i 5-6 års alderen i forhold til deres skoleparathed og etablering af skov og stier ved Ishøj Landsby.

- Hele budgettet har en god socialdemokratisk tankegang, siger Ole Bjørstorp, der har 10 socialdemokratiske medlemmer bag sig i byrådet.

Han nævner udover de overstående investeringer etableringen af aflastningsboliger og opførelsen af en ny skolehal til Vibeholmskolen, der bliver skrevet ind i budgettet og budgetoverslagsårene for 2018-2020.

For at få budgettet til at gå op blev kommunens seks udvalg inden sommerferien bedt om tilsammen at spare 15 millioner kroner - en besparelse som endte på omkring 14 millioner kroner i den endelige aftale.

Social- og Sundhedsudvalget er det udvalg, der skal spare flest penge i det kommende budgetår. Besparelserne sker ved at hjemtage borgere på handicap- og psykiatriområdet samt borgere fra dyre misbrugstilbud til kommunale tilbud. Derudover spares der på en pulje til indsats over for udsatte ældre borgere. Kommunen sparer også 686.000 kroner på serviceniveauet ved at skære 10 minutter på personlig/praktisk bistand.

Social- og Sundhedsudvalget skal i alt spare cirka 5,1 millioner kroner. Til sammenligning har Teknik- og Bygningsudvalget fundet besparelser på cirka 3, 4 millioner kroner. Børne- og Undervisningsudvalget stod til at skulle spare 3,5 millioner - et beløb der under budgetforhandlingerne blev reduceret, da politikerne tog en besparelse på 1,1 million på statsmidler til mere pædagogisk personale ud af budgettet.

Hos Dansk Folkeparti, der sidder med tre repræsentanter i byrådet, er der flere punkter, der har gjort, at partiet er gået med i aftalen.

Poul Rikardt Jørgensen, der er formand for Teknik- og Bygningsudvalget, peger på etableringen af et styrket samarbejde mellem erhvervsliv og erhvervskontaktudvalget, der skal få flere unge i en erhvervsuddannelse, en fortsat effektuering og rationalisering af kommunens administration med henblik på at spare på administrationen, ligesom trafikforbedringer omkring Gildbroskolen og screeningen af børns skoleparathed også har været højt på prioriteringslisten.

- Vi har meddelt borgmesteren, at vi tilslutter os forliget, sagde Poul Jørgensen.

Med to mandater bakker Venstre ligeledes op om både budgetbesparelser og investeringer.

- Der er gode punkter i budgettet og gode Venstre-punkter, sagde Lennart Hartmann Nielsen (V) og nævner blandt andet støjfonden, hjemløseboligerne, punktet "Klar til uddannelse," hvor der afsættes penge til at sætte fokus på læsesvage elever i udskolingen samt et punkt på boligområdet, der handler om muligheden for at blande almene boliger og ejerboliger.

- Vi skal være bedre til i vores almene boliger at få ejerboliger med ind. Sådan som det er nu, er der for mange lejeboliger. Derfor ønsker vi også fremadrettet, at almene boliger kan kombineres med ejerlejligheder. Som kommune kan vi lægge et større pres på, at det sker, sagde Lennart Hartmann Nielsen.

Også Ole Wedel-Brandt fra Enhedslisten ser på trods af besparelserne positive ting i budgettet, der har gjort, at partiet er gået med i aftalen. Blandt andet var det afgørende, at der var enighed om at hive en besparelse på statsmidler til mere pædagogisk personale i dagtilbud på 1,1 million kroner ud af budgettet.

- Der var lagt op til, at der skulle spares 1,1 mio. kroner på daginstitutionerne. Det var ikke til at sluge for os. Så var vi ikke gået med, sagde Ole Wedel-Brandt og tilføjede, at partiet fik forhandlet sig frem til en langsommere indfasning i stigningen af SFO-takster for Strandgårdsskolen og Ishøjgård. I stedet for på en gang sker indfasningen over to år.

- Vi render ikke rundt og har svært ved at få armene ned. Jeg synes efter omstændighederne, det er et ok budget, som vi nok ikke ville kunne få bedre.

Byrådet vedtager først officielt budgetaftalen den 4. oktober, hvor der er andenbehandling af budgettet.

Rejser du til udlandet i år?