25. januar 2021
Borgmester Pernille Beckmann
Borgmester Pernille Beckmann
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgmesterens nytårshilsen: 2020 har været et historisk år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmesterens nytårshilsen: 2020 har været et historisk år
Sydkysten - 31. december 2020 kl. 10:35
Kære Greveborgere

År 2020 har været et historisk år. Vores børn har måttet undvære samværet med klassekammerater og lærere og i mange måneder. Vores unge er ved at blive vanvittige af at være hjemme i familiens skød. Og vores ældre har savnet besøg af familien, og nogle har reelt været i selvisolation i næsten et år.

Hold ud lidt endnu
Det er svært for alle - også os, der er midt i livet og forsøger at holde sammen på det hele. Vi og vores familier kommer under pres, når alt for mange skal være sammen døgnet rundt derhjemme.

Alligevel bliver vi nødt til at holde ud lidt endnu. Vaccinen er meget tæt på, og hvis alt går godt, er vi i gang med at vaccinere beboerne på vores plejecentrene, mens du læser dette. Det giver håb og ekstra kræfter.

Vi robuste danskere har jo i mange generationer sagt til hinanden, at "der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget".

Og det er stadig rigtigt.

Lokale naturperler

For 2020 blev også året, hvor vi for alvor kom ud i naturen, og det viste sig, at vi nød timerne udendørs.

Mange af os har gået daglige ture på stranden, men vi har også opdaget, at Greve har endnu flere dejlige naturområder, som er en gåtur værd.

Hundigeparken er blevet en vidunderlig perle med store træer og spændende aktivitetssti. Olsbæk-kilen er en oase i byen. Tune Skov er blevet udflugtsmål for familier, der er indstillet på en ordentlig travetur. Og Hedeland byder på alt fra skibakke og naturlegeplads til ruter for mountainbikes. Til næste år går arbejdet i Brødmosen i gang, så der er stadig noget nyt at opleve.

Skattekroner skal gøre gavn

Jeg har også selv gået mange ture med hunden i år, og på de ture har jeg tænkt meget over, hvordan vi bruger kommunens ressourcer - både medarbejdernes tid og kommunens penge.

Min konklusion er, at medarbejdernes tid bliver brugt godt og effektivt på det, der er vigtigt for os Greveborgere. Derfor lavede vi også et budgetforlig uden nedskæringer. Jeg ved, at det har givet arbejdsro hos medarbejderne og glæde hos de mange borgere, der bruger kommunens tilbud og institutioner.

I årets løb blev det også klart for mig og byrådet, at kommunens robuste økonomi skulle ud at arbejde. Corona har ødelagt mange arbejdspladser, og derfor skal kommunen gøre alt, hvad den kan, for at holde hånden under økonomien.

Det blev til mange forskellige initiativer.

Ekstra penge til bygninger og asfalt

Lige efter nedlukningen besluttede byrådet, at vi ville betale kommunens regninger til håndværkere og leverandører tidligere, end kommunen egentlig behøvede. Senere afsatte vi 87 millioner kroner ekstra til alt fra ny asfalt på vejene til renovering af skoletoiletter og indkøb af nye legeredskaber til daginstitutionerne. Dertil kom de planlagte renoveringer for eksempel på Karlslundeskolen og Tuneskolen. Til næste år fortsætter vi et ambitiøst program med to nye plejehjem på vej, Strandskolen der skal renoveres gennemgribende, penge til fodboldhuset og ekstra penge til asfalt og renovering af broer og tunneller.

Det fører for vidt at nævne det hele, men vi kan se frem til, at meget bliver renoveret, sat i stand og forskønnet til glæde for os alle sammen.

9441 tons fedtemøg

Til gengæld har jeg ikke været helt tilfreds med vores strand i år. Selvom vi fjernede 9441 tons fedtemøg, hvilket er rekord, blev stranden desværre ikke så indbydende, som vi kunne ønske. Vores strandrensning stødte nemlig på uventet modstand, men vi har ikke givet op, og vi samarbejder med grundejerne ved stranden om en langsigtet løsning til gavn for os alle sammen.

Kultur trods nedlukning

Corona fik heller ikke bugt med vores kulturliv, selvom alt lukkede ned. Bibliotekerne lavede en litterær form for take away, hvor vi kunne bestille bøger og afhente dem færdigpakket i poser og med coronaafstand. Halloween på fortet blev til en gyserfilm på facebook, som vores unge selv havde produceret, og skoleeleverne har kunnet opleve opera-drama streamet direkte fra de professionelle sangere og til klasseværelserne.

Sommerens pusterum
Trods alle de gode initiativer blev sommeren en hårdt tiltrængt pause med plads til at mødes lidt flere mennesker. Vi havde den glæde at kunne tilbyde de lokale børn og unge et omfattende og populært sommerferieprogram med blandt andet Open Air Bio, hvor 500 mennesker sad på græsset og så film i sommeraftenen.

Nu er det så vinter igen. Smitten stiger i vores samfund, og vi er tilbage i nedlukning.

Arbejder trods risiko for smitte

I den situation er det ekstra belastende for de mange mennesker, som har et job, hvor de er tæt på smitten og stadig er det. Det gælder for eksempel butiksansatte og mange mennesker i liberale erhverv. I kommunen gælder det medarbejdere i dagtilbud og på skoler. Ligesom medarbejdere inden for sociale tilbud, hjemmepleje og ikke mindst plejecentrene i mange måneder har måttet arbejde med besværlige værnemidler, og samtidig både har passet på sig selv og på de svage og sårbare borgere, som de tager sig af.

Overalt oplever jeg, at arbejdet bliver udført med varme og professionalisme. Tusind tak for det.

Tak til frivillige

På samme måde har et overvældende stort antal Greveborgere taget sig af naboer, familiemedlemmer og medborgere i årets løb. Mange har hjulpet med indkøb og praktiske udfordringer. Andre har insisteret på at holde kontakten, selvom det skulle foregå gennem åbne vinduer eller pr telefon. Tusind tak fordi I har insisteret på, at vi hører sammen og passer på hinanden.

Nu skal vi så holde jul og nytår med restriktioner. Det er trist, men vi kan glæde os over, at det ikke bliver ved. Det er realistisk at håbe på, at 2021 bliver året, hvor vi for alvor trænger coronavirus tilbage og begynder at se vores hverdag komme igen.

Meget vil naturligvis være forandret. Vi har fået nye erfaringer - både gode og dårlige. Nogle af os har også været nødt til at finde nye jobs. Livet ændrer sig hele tiden, men hos mig står der det tilbage, at vi hører sammen og holder sammen i Greve Kommune.

Rigtig glædelig jul med ønsket om et godt nytår, hvor vi får vores hverdag tilbage.

Pernille Beckmann
Borgmester i
Greve Kommune

Aftalepartier holder fast i, at biler skal kunne konfiskeres ved farlig kørsel - uanset om føreren ejer bilen. Er det en god idé?