29. oktober 2020
Her ses en foreløbig skitse af Strandens Hus. Illustration: Kuben Management.
Her ses en foreløbig skitse af Strandens Hus. Illustration: Kuben Management.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgmester: Strandens Hus bliver et samlingssted fyldt med muligheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester: Strandens Hus bliver et samlingssted fyldt med muligheder
Sydkysten - 18. september 2020 kl. 08:06
Af helle Midskov

Solrød: Det store og meget omdiskuterede projekt Strandens Hus rykker nu for alvor et skridt nærmere første spadestik. Et flertal i byrådet har på det seneste møde vedtaget et tillæg til lokalplanen for Strandens Hus, som gør det muligt at etablere en café/restaurant i to plan på op til 350 m2, hvor gæsterne har udsigt til stranden.

Vedtagelsen betyder, at rammerne for det kommende projekt Strandens Hus nu er vedtaget, da byrådet tog stilling til de øvrige detaljer omkring en kommende privat cafe/restaurant med tilhørende ishus i juni i år, og rammerne for den kommunale del af projektet blev vedtaget i begyndelsen af året.

Indbydende og fleksibelt
Solrøds borgmester er, som alle de andre kommunalpolitikere i Solrød - med undtagelse af Brian Mørch fra (DF) - meget begejstret for Strandens Hus, og borgmesteren sagde blandt andet ved sagens behandling i byrådet.

- Strandens Hus bliver et indbydende og fleksibelt samlingssted fyldt med muligheder for både foreningsaktive borgere, vandglade solrødder og alle dem, der holder af at spise en god bid mad i smukke omgivelser. Det bliver et sted, hvor vi kan mødes på tværs af generationer og interesser under super gode rammer, der er attraktive for både fællesskabet og den enkelte borger, sagde Niels Hörup (V).

Og socialdemokraten Jonas Ring Madsen fulgte op og glædede sig over udsigten til en restaurant i to plan:

- Vi er glade for, at vi med denne beslutning kan være med til at sikre, at restaurantdelen kan blive etableret i to plan og altså give gæsterne mulighed for at nyde havudsigten fra terrassen. Hvis der altså er nogle, der ønsker at bygge restauranten. Det har jo været et af de bærende elementer, både da vi besluttede at tage Strandens Hus med i budgettet og da vi godkendte lokalplanen i første omgang. Jeg er godt klar over, at det ikke falder i god jord hos de nærmeste naboer. Men stranden er kommunens største aktiv.

Også Radikales Bo Nygaard Larsen var vildt begejstret over Strandens Hus og muligheden for at bygge i to plan.

- Jeg har boet i Solrød kommune i 16 år, hvor vi har verdens grimmeste iskiosk. Jeg har tænkt, at det må vi da kunne gøre bedre. For Strandens Hus handler om at give stranden til borgerne - og til dem, som ikke bor i første, anden eller tredje række fra strandkanten. Projektet med Strandens Hus kommer fra Solrød Vandsport, fordi de har dårlige faciliteter. Med Strandens Hus honorerer vi alle dem, som vil bruge stranden. Det er et fantastisk projekt, sagde han og fortsatte:

- Hvem gider at sidde i en restaurant og kigge ind i en sandbakke? Nej, vi vil kigge ud over havet.

Hvis det var muligt at overgå de øvrige indlæg i glæde og begejstring, så må man sige, at HavdrupListens Henning Christiansen var en klar kandidat. Han var ikke alene begejstret for en restaurant ved stranden, men han satsede også på at være blandt de første til at booke et bord.

- Det har altid undret mig, at vi ikke har haft mulighed for at køre ned til kommunens største aktiv og sætte os på en restaurant og få noget godt at spise. Hvorfor skal det være nødvendigt at køre til Køge, Greve eller Roskilde? Dette projekt er fantastisk, sagde han.

For stor
Brian Mørch, som var den eneste, der ikke kunne stemme for restaurant i to plan og med 350 m2, pointerede, at han fortsat ønskede en restaurant på maks. 200 m2. og at modviljen udelukkende var i forhold til størrelsen på restauranten.

- Vi snakker om restauranten, det er ikke om foreningslivet. Måske skulle vi have lavet tre projekter? Jeg synes, der lægges op til en stor og prangende restaurant. Jeg så hellere et sted, hvor man kan komme i hverdagstøj og få et stykke smørrebrød. Jeg tænker en café eller cafeteria, understregede han.

Tillægget til lokalplanen for Strandens Hus har været i høring siden midten af juni, og vedtagelsen af det gør det muligt at etablere en restaurant/café på op til 350 m2. Udbuddet af restauranten/caféen kører nu og frem til den 30. oktober 2020, og det er forventningen, at byrådet kan behandle de indkomne bud i december. Det er planen, at byggeriet af restauranten/caféen skal gå i gang efter, at det kommunale byggeri til vandsportsaktiviteter står klar. Hvornår det sker, er endnu uklart, da lokalplanen, der danner grundlag for hele projekt Strandens Hus, er blevet påklaget, og klagen er under behandling hos Planklagenævnet.

Projekt Strandens Hus består af en kommunal del med en bygning til foreninger mv., offentlige toiletter, parkering og grønne områder samt en privat del. Den private del består af en selvstændig bygning med en restaurant/café med tilhørende iskiosk, der skal opføres på en del af grunden, som Solrød Kommune udlejer til formålet.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?