23. september 2021
Bo Nygaard Larsen. Foto: BNL
Bo Nygaard Larsen. Foto: BNL
Foto: WWW.NIELSBUSCH.COM
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bo Nygaard Larsen forlader politik

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bo Nygaard Larsen forlader politik
Sydkysten - 09. september 2021 kl. 15:00
Af Helle Midskov

Bo Nygaard Larsen, som er De Radikales spidskandidat til kommunalvalget i Solrød, har her blot to måneder før valget besluttet, at han ikke genopstiller.

- Jeg er kommet frem til, at jeg har aftjent min demokratiske værnepligt efter otte år i byrådet. Jeg er ikke sur på nogen, og jeg smækker ikke med nogen dør. Det vil jeg godt understrege med det samme, kommer det fra byrådsmedlem Bo Nygaard Larsen.

Det Radikale byrådsmedlem bliver siddende perioden ud frem til 31. december.

Bo Nygaard har de seneste uger gået og ventet lidt på, at gnisten i forhold til det lokalpolitiske arbejde skulle vende tilbage efter sommerferien, som den har gjort det de seneste mange år, men den er udeblevet.

- Kommunalpolitik er ikke et livstids hverv, og i den seneste tid er jeg kommet frem til, at jeg sagtens kan engagere mig fuldt ud de kommende tre måneder, men udsigten til yderligere fire år, det er for stor en mundfuld, fortæller han.

Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter og arbejder med kommunikation. Han har for nogle måneder siden inspireret af den store interesse for at skrive om spiritus, hvor han har udgivet en bog om gin, valgt at prøve kræfter med et job i en helt anden boldgade.

- Jeg arbejder i lufthavnen i København med salg af spiritus. Mit nye job har gjort mig mere glad, end jeg kan mindes at have været i lang tid. Selv om det er på skæve tidspunkter, jeg har vagter. Da det er min prioritet, at der skal være al den tid til min familie, som jeg kan få, så må andre ting nedprioriteres eller ud af kalenderen for en periode, og det bliver det politiske for nærværende. Jeg genopstiller ikke til byrådet og stopper også som folketingskandidat, forklarer Bo, som ikke udelukker, at hvis tiden og flammen for det lokalpolitiske blusser op igen om nogle år, at han så kan finde på at melde sig på scenen igen.

Bo Nygaard forklarer, at det lokalpolitiske har været givende og særligt børne- og ungeområdet har han været glad for at arbejde med og har gjort i alle otte år.

- Vi har virkelig nogle velfungerende skoler, institutioner og dygtigt personale, der involverer sig så meget. Jeg er godt tilfreds med, vi kan fastholde det gode niveau helt ned i detaljen. Jeg har skubbet på, da der manglede en plan for renoveringen af Uglegårdsskolen, men så fik vi 10-års planen på banen, forklarer han tilfreds.

Første radikale i 39 år
Bo Nygaard sidder på De Radikales eneste mandat i byrådet, og han lægger ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at sidde alene og ikke haft samme muligheder for sparring, som medlemmer fra de større partier har, hvor man mere kan fordele opgaverne.

Bo Nygaard Larsen blev valgt ved kommunalvalget i 2013 for partiet Venstre. Efter halvandet år blev han smidt ud af partiet i forbindelse med en landspolitisk sag om ulandshjælp og udlændingepolitik.

- I september 2015 blev jeg smidt ud. Jeg var ikke lokalt uenig og stemte altid med gruppen, forklarer han om det.

Bo var løsgænger frem til januar 2016, hvor han meldte sig ind i De Radikale og for fire år siden var det et stort øjeblik for De Radikale, da Bo Nygaard Larsen og den lokale partiforening sørgede for, at De Radikale igen efter 39 år fik en plads i byrådet.

- Jeg skulle virkelig præstere. Solrød er ikke en radikal højborg, kan jeg hilse og sige, men jeg har lov til at være stolt over, at vi fik vores første radikale mandat i 39 år. Havde Radikale fået tre stemmer mindre eller Socialdemokratiet 21 stemmer flere, så var det gået galt, forklarer han om sidste kommunalvalgs hårde slid.

Det var hårdt, og lokalpolitik kan efter hans opfattelse til tider også være beskidt.

Hård retorik og dårlig tone
- Jeg har været glad for alle de debatter, som jeg har kastet mig ind og har aldrig været bange for at gå i ringen og tage slagene for mine synspunkter. Det er kun ved meningsudveksling og debat, at vi bliver klogere. Jeg synes bare, at der er for mange hårde ord, dårlig tone og strategiske overvejelser med i det politiske arbejde. Jeg har ikke behov for at nævne nogle konkrete eksempler. Det er efter min mening ikke nødvendigt at gå efter manden i stedet for bolden. Man kan sagtens have en skarp retorik og så have en ordentlig tone. Det har jeg selv bestræbt mig på.

Bo Nygaard Larsen mener også, at man med mere åbenhed overfor alle i byrådet kunne få et bedre politisk klima i Solrød, end der er efter hans opfattelse.

- Jeg synes, der trænger til en bedre grundtone, hvor man i højere grad er parat til at undersøge muligheder end at lukke det ned. Her tænker jeg blandt andet på hele situationen med Borgernes Hus. Jeg er ikke mod borgernes hus, vi trænger til nogle bedre forhold for vores unge,foreninger, en biograf og koncertsal, men der mangler helt traditionel forhandling og lysten til at se på forskellige muligheder. Hvad kan man få for Solrød Gl. Skole, hvad koster renovering af nuværende rådhus og så videre, siger Bo Nygaard Larsen og fortsætter.

- Man kan roligt regne med, at mit engagement de kommende måneder er lige så stort, som det altid har været.

Det bliver Per Laursen, som bliver ny spidskandidat for De Radikale i Solrød.

Synes du, at kommunen er der for dig?