7. december 2019
Basse spurter rundt i det store ridehus, og to sekunder efter ligger den helt stille og med forbenene over kors, som Basse også gør på en række af de billeder, hvor den optræder som fotomodel. Foto: Helle Midskov
gallery icon

Se billedserie

Basse spurter rundt i det store ridehus, og to sekunder efter ligger den helt stille og med forbenene over kors, som Basse også gør på en række af de billeder, hvor den optræder som fotomodel. Foto: Helle Midskov
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Basses store dag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Basses store dag
Sydkysten - 27. november 2019 kl. 05:58
Af Helle Midskov
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hunden Basse poserede forleden foran kameraet for at hjælpe hunde, der bor hos Dyreværnet, hvor den selv har været for kort tid siden.

Basse på bare et år er en blanding af schæfer og husky, og så er den model. Basse kan ses i utallige tv-spots, på plakater og i Rødovre Centrums julekatalog. Alt sammen har Basses familie sagt ja til for at hjælpe de mange hunde, der bliver indleveret til Dyreværnet i december.

Logrende Basse kommer glad løbende over gårdspladsen på Hjortsdal på Strøhusvej i Greve, hvor den tydeligvis nyder det frie liv på gården.

Billede

- Den føler sig bare hjemme, det er gået så hurtigt. Basse er klar om morgenen, når den skal med mig ud at fodre hos hestene i stalden og bagefter ned på marken, så er der fart på, fortæller Signe Hjort Albeck om legesyge Basse, som flyttede ind på gården for et par måneder siden.

Signe og hendes mand, Jesper Hjort, var på udkig efter en hund mere. De har i forvejen Bertha, som er en japansk spids på seks år.

- Det måtte gerne være en schæferhund. Vi havde for et stykke tid siden sagt farvel til vores gamle schæferhund på grund af alder, og så var den også blevet blind, fortæller Jesper.

Så så de annoncen for Basse hos Dyreværnet.

Basse landede i Dyreværnets varetægt, da den tidligere ejer, som var en ældre mand, ikke kunne give Basse de bedste og mest optimale forhold for så ung en hund, der har brug for meget motion. Men der gik heldigvis kun 14 dage, før Basse skiftede adressen hos Dyreværnets internat i Rødovre ud med livet på gården i Greve.

Billede

- Vi var flere gange inde og besøge den hos Dyreværnet og havde også Bertha med, så vi kunne se, om de kunne trives sammen. Vi fik nogle gode snakke med personalet hos Dyreværnet i forbindelse med godkendelsen, fortæller Jesper, der nu har været far til Basse siden den 20. september i år.

Midtpunkt

Dyreværnet kontaktede for kort tid siden familien og spurgte, om Basse måtte stille op som fotomodel for en dag i forbindelse med en julekampagne.

- Vi sagde med det samme ja. Hvis vi kan gøre en forskel for alle de andre dyr, der leder efter nye familier, så gør vi gerne det, uddyber Jesper.

Hele julekampagnen er tilrettelagt som en stor donationskampagne til fordel for Dyreværnet, der er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger.

Det heldige gadekryds i Greve har fået en fantastisk fremtid, men især i december vælter det ind med både hunde og katte hos Dyreværnet. For at indsamle midler til at passe dem alle lancerer Rødovre Centrum en donationskampagne til fordel for snuderne. Og Basse er en af modellerne i kampagnen.

Jesper synes, det var en sjov og god oplevelse at være med til fotooptagelserne, hvor der var flere hunde med foruden Basse.

- Basse lod sig ikke påvirke af hverken kamera eller fotografer eller de andre hunde, det er jeg meget imponeret over. Basse var faktisk helt upåvirket af at have været midtpunkt hele dagen, smiler Jesper.

Basse fik et dejligt kødben, da den og Jesper kom hjem efter en lang dag.

- Efter at have gnasket benet, sov Basse godt lige til næste morgen, fortæller Jesper.

Familien er klar til at rive nogle timer ud af kalenderen igen for at støtte Dyreværnet.

Billede

- Hvis vi kan hjælpe Dyreværnet og dermed andre dyr til at få et godt hjem, så gør vi det gerne igen, fortæller Signe og Jesper, som nu bare glæder sig over, at de har fået så skøn en hund.

Personale stillede op

Foruden Basse og en række andre hunde, som også har fået nyt hjem efter at have været hos Dyreværnet, stillede personalet hos Dyreværnet også op som modeller i donationskampagnen.

- Det er helt fantastisk, at der i den grad bliver sat fokus på vores formål, siger Rikke Christensen-Lee, som er direktør for Dyreværnet.

Hun er også en af modellerne.
- Vi ville aldrig have råd til at indrykke tv-kampagner og annoncer, for vi bruger de penge, vi er så heldige at få doneret, til at redde dyr, siger direktøren for Dyreværnet.

Direktøren var imponeret over, hvor dygtige hundene var til at agere modeller og havde også selv nydt en noget anderledes dag.

- Normalt render jeg rundt i tøj, der kan tåle lidt af hvert, så det var helt uvant at komme i de dygtige stylister og sminkørers hænder. Men sikke en dag, det var, da vi lavede optagelserne. Hundene var så dygtige, og resultaterne er intet mindre end smukke, fortsætter hun.