
Dansk Folkeparti foreslog ved seneste kommunalbestyrelsesmøde, at sende kommuneplanen til folkeafstemning. Partiet er modstandere af, at kommunalbestyrelsen i den nye kommuneplan giver tilladelse til adskillige høje byggerier rundt om i kommunen.
- Kommunen ændrer karakter med alt det byggeri, så derfor vil vi gerne høre befolkningen, hvad de mener, lød det fra DFs Kenneth Kristensen Berth.
Partiet kom til at stå alene med ønsket i kommunalbestyrelsen - og allerede da formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jan Høgskilde, tog ordet, faldt DFs ønske til jorden:
- Der er ingen tvivl om, at det kunne man godt have gjort. Hvis vi ganske kort kigger på det herfra, så er det rigtigt at kommunen har ændret sig. Det har den gjort siden Kommuneplanen 2013. Den udvikling er sket med et meget bredt flertal i kommunalbestyrelsen. Det er kendt, hvad partierne har stået for, ved de forskellige valg, så er der ikke noget nyt i, at vælgerne har haft en lejlighed til at tage affære. På vegne af Gruppe C vil jeg sige, at vi ikke vil tage en afstemning, lød det fra Jan Høgskilde. Dermed var otte af bestyrelsens 15 medlemmer væk.
Heller ikke Socialdemokraterne ville være med til en folkeafstemning, selv om gruppeformand Søren Wiborg var lidt mere positivt indstillet:
- Jeg vil gerne rose Dansk Folkeparti for at komme med forslaget - at have sat det op, lød det fra Søren Wiborg. Men han mener ikke at emnet egner sig til en folkeafstemning:
- Vi mener ikke, det giver mening, at borgerne stemmer om kommuneplanen. Der er det tænkte scenarie, at borgere i nord, kan være uenig i en ting, som berører deres lokalområde. Borgere i syd modstandere af et forslag i deres lokalområde. Men de er måske ikke uenige i forslag til forandringer, som ikke berører dem, og derfor kan det være vanskeligt at tolke entydigt på en folkeafstemning om en kommuneplan. Selv om vi stemmer mod kommuneplanen, så mener vi, at det er det repræsentative flertal i kommunalbestyrelsen, som skal træffe afgørelsen. Er borgerne uenige, så må de sammensætte en anden kommunalbestyrelse, siger han
Resultatet ærgrede Kenneth Kristensen Berth:
- Når vi skal til kommunalvalg, er der mange ting, der spiller ind. Men det med hvordan kommunen udvikler sig. Det synes jeg er vigtigt. Det ærgrer mig derfor, at der ikke er flertal for det. Måske man er bange for, at befolkningen underkender den, lød det fra Kenneth Kristensen Berth, som forklarede, at en ændring i styrelsesloven betød, at han i det mindste havde mulighed for at få bragt forslaget om en folkeafstemning frem:
- I 2013 var der ikke en mulighed for at sende det til folkeafstemning. Havde muligheden været der, havde vi nok også forsøgt det dengang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her