20. juni 2018
Minderne fra Barfredshøj sidder stadig dybt i Mie Bernhagen, som voksede op på proprietærgården Barfredshøj. Hun er snart aktuel med en bog om livet på gården. Foto: Anders Dall
gallery icon

Se billedserie

Minderne fra Barfredshøj sidder stadig dybt i Mie Bernhagen, som voksede op på proprietærgården Barfredshøj. Hun er snart aktuel med en bog om livet på gården. Foto: Anders Dall
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Jeg er glad for, at jeg kan lukke øjnene og se det hele indeni

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Jeg er glad for, at jeg kan lukke øjnene og se det hele indeni
Sydkysten - 13. juni 2018 kl. 07:17
Af Anders Dall
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hver morgen lidt før klokken 7.30 rungede det på gårdspladsen, når Folmer Nielsen trak i rebet og vred toner ud af metalklokken på Barfredshøj. Som forvalter på proprietærgården ringede han arbejdsdagen i gang både om morgenen og efter frokost. Sådan var det i 1950'erne og frem til 1970'erne, hvor Mie Bernhagen voksede op som datter af forvalterparret. Det var dengang, harmonikatoner strømmede ned fra loftet, når der var høstgilde, og gulvet blev kridtet med stearin for at gøre brædderne bedre at danse på. I dag er svirpende svaler det eneste, der farer ned fra loftsrummet og piler forbi den kobbergrønne klokke fra 1802, som stadig hænger i loftet i mellemgangen ud til gårdspladsen.

- Det er skallen, der er tilbage, fortæller Mie Bernhagen, mens hun viser rundt på Barfredshøj, der ligger i udkanten af Ishøj. Den firlængede gård blev bygget i 1819 og fungerede som proprietærgård fra 1908, inden den i 1989 blev solgt til Gjeddesdal Gods.

- Jeg er jo glad for, at det er Gjeddesdal, som gården er kommet tilbage til. De har altid passet deres ting godt, så på den måde er det fint, men jeg er glad for, at jeg kan lukke øjnene og se det hele indeni, siger Taastrup-borgeren om at være tilbage på sit barndomssted.

Skelsættende periode

Det er historien om en proprietærgård på Vestegnen og et indblik i et landbrugssamfund med gamle traditioner, som Mie Bernhagen sammen med Lise Heeno præsenterer i bogen "Minder fra Barfredshøj."

Med hjælp fra proprietærparrets børnebørn, tidligere ansatte og deres børn har de samlet en portrætbog, hvor personlige fortællinger sætter fokus på en tid både før og efter, traktorer og mejetærskere effektiviserede landbruget.

For Mie Bernhagen var hendes barndoms- og teenageår i 1950'erne og 1960'erne en skelsættende tid for landbruget, hvor industrialiseringen slog igennem. For en gård, der frem til 1950'erne havde op mod 40 ansatte, var maskinernes indtog noget, der i høj grad kunne mærkes.

- Min far havde et par karle til sidst, der hjalp, så de kunne få høstet. Der var heller ingen dyr, der var måske et par grise, men der blev meget stille på gården, siger hun og forklarer, hvordan man tilpassede sig de nye tider.

- Min far var selv med til at købe de der maskiner i kraft af, at han var forvalter, og de var sådan set hele tiden på forkant. Du må regne med, at proprietæren var 79 år, da han solgte køerne, og driften blev lagt om. Salget gav økonomi til at bygge korntørreri, købe mejetærskere og nogle flere traktorer, og det gjorde han bare. Så kom der konsulenter ud, og de sagde, nu skal man gøre det og det og dyrke de og de afgrøder. Og min far var dygtig. Det var tit telefonen ringede, og andre landmænd spurgte ham: "Er det nu, vi skal begynde at høste, eller skal vi vente lidt længere?"

Naturens magi

Stærkest i hendes egen erindring om Barfredshøj står naturen, og de muligheder den gav på en gård med 300 tønder land.

- Jeg elskede at være her, for man kunne følge årstiderne, og jeg vidste jo nøjagtig, hvor der var den blomst, og hvor der var den blomst, og hvor der var de der bestemte snegle, som jeg var helt fjollet med at gå og observere på. Jeg rendte jo rundt, jeg var meget sådan en drengepige, kan man sige. Jeg kravlede rundt i træerne og havde huler, og jeg synes her var vidunderligt at vokse op, siger hun og fortæller om, hvordan man kunne spise sig en mavepine til i blommer og æbler fra frugtplantagen, gå på jagt efter jordbær i køkkenhaven eller lave en spejderlejr i krattet.

- Selvfølgelig da jeg nåede til teenageårene, så synes man, det var ensomt, fordi der var næsten ingen folk tilbage på det tidspunkt på gården mere.

"Minder fra Barfredshøj" udgives af Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening, og der er fernisering på bogen den 17. juni klokken 13.30 på Bredekærgård i Tranegilde.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk