22. november 2017
Her i drivhuset spiller Jette Andersen og hendes mand bridge med deres venner. Tidligere gik de også til tennis og badminton, men siden Jette Andersen kom til skade med sin arm i 2008, har de ikke gjort det så meget. Ægteparret bruger også meget tid sammen med deres gode naboer i Godsparken, hvor de bor. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Her i drivhuset spiller Jette Andersen og hendes mand bridge med deres venner. Tidligere gik de også til tennis og badminton, men siden Jette Andersen kom til skade med sin arm i 2008, har de ikke gjort det så meget. Ægteparret bruger også meget tid sammen med deres gode naboer i Godsparken, hvor de bor. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Jeg har haft fokus på de svage borgere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Jeg har haft fokus på de svage borgere
Sydkysten kommunalvalg - 05. november 2017 kl. 16:55
Af Jane Aunsbjerg Villadsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jette Andersen var kun syv år gammel, da hendes forældre bad hende om at gå ned til en lille husmandsfamilie og aflevere en dyne, puder og tøj til deres lille, nyfødte barn. Det var i 1950 i landsbyen Bredebro i Sønderjylland, hvor hendes far sad på kommunekontoret, og hendes mor havde sygekassen. Derfor havde de et godt indblik i, hvem i byen der var fattig og rig.

- Jeg husker det tydeligt. Det var et trist syn, og jeg kunne godt se, at de havde brug for hjælp, fortæller Jette Andersen om oplevelsen, der blev hendes første møde med frivilligt, socialt arbejde.

Hun havde et blik for dem, som havde brug for hjælp - og det blik har hun endnu. Gennem en lang årrække har Jette Andersen som medlem af Greve Byråd haft fokus på de ældre, de syge og de udsatte, og i år fejrer hun 25-års jubilæum i byrådet. En fejring som godt nok har ventet et stykke tid - for det var først, da Jette Andersen tilfældigvis nævnte for borgmesteren, hvor mange år hun havde siddet i byrådet, at der blev sat dato på en reception. Den mangeårige socialdemokrat er nemlig ikke typen, der er meget for at gøre opmærksom på sig selv, og hun vægrer sig ved alt, som bare kan minde om pral, da avisen møder hende op til jubilæumsfejringen.

Nummer 16 på listen

Jette Andersen forlod barndomshjemmet i Sønderjylland i starten af 1960'erne, hvor hun flyttede til København. Her mødte hun sin mand på et realkursus på Ahms Kursus på Frederiksberg. De boede sammen på Nørrebro indtil 1970, hvor de flyttede til Greve med deres 1-årige datter.

Her engagerede hun sig fra starten i det frivillige arbejde i kommunen, men det var først op til kommunalvalget i 1989, at hun endte med at gå aktivt ind i politik.

På det tidspunkt havde hun ingen drømme om at komme i byrådet - tværtimod havde hun andre planer med sit liv, efter hun var kommet ud på den anden side af et sygdomsforløb med tarmkræft.

- Jeg tog mit liv op til revidering, og derfor havde jeg helt andre tanker om livet i 1990'erne end et byrådsarbejde, siger Jette Andersen, der alligevel lod sig overtale til at stille op.

- Jeg havde brug for en pause i mit liv, men jeg ville gerne hjælpe til med, at Birthe Nørgård Petersen blev borgmester, og derfor gjorde jeg en indsats. Man blev ved med at spørge, om jeg ikke bare ville stå nede på listen, fordi så kunne man fylde den op. Til sidst sagde jeg ja til at stå som nummer 16. Der var slet ingen mulighed for, at jeg kunne komme ind i byrådet - og så kom jeg ind.

Selvom hun ikke havde regnet med at få opgaven som folkevalgt, valgte Jette Andersen at gå helhjertet ind i arbejdet som byrådspolitiker. Efter kort tid fik hun en plads i socialudvalget, og det var et held, for det var præcis det område, som hun brændte allermest for.

- Der havde jeg et fantastisk godt samarbejde med Per Breddam, som var formand, og vi fik bygget Strandcentret med et produktionskøkken, fortæller Jette Andersen med tryk på det sidste ord.

- Det betød meget for mig, at der var et produktionskøkken, så man kunne producere maden på stedet, hvor de ældre borgere var. Hver gang det har været på tale at nedlægge det til et modtagekøkken, har jeg stemt kraftigt imod, siger hun.

Selvom Jette Andersen har gjort karriere inden for børneområdet og endte med at blive leder af daginstitutionen Børnenes Hus i Askerød, har hendes politiske og frivillige arbejde især handlet om de ældre samt de udviklingshæmmede og psykisk syge borgere. Blandt andet arbejder hun frivilligt på flere plejecentre og på botilbuddet i Freyas Kvarter. Det frivillige arbejde giver hende nogle gode oplevelser, og så hjælper det hende i byrådsarbejdet.

- Jeg får at vide, hvordan borgerne og beboerne oplever de beslutninger, som jeg har været med til at træffe. Er det de rigtig beslutninger, eller er de ikke. Det er vigtigt for mig at vide, siger Jette Andersen, der genopstiller til kommunalvalget den 21. november.

Fællesskab

Gennem 1990'erne, 00'erne og op til i dag har Jette Andersen set, hvordan byrådsarbejdet har forandret sig, og her fremhæver hun især én ting, som måske kan overraske: Samarbejdet er blevet bedre, mener hun.

- Jeg synes, at man som byrådsmedlem tænker meget mere på, hvordan vi i fællesskab kan finde frem til en beslutning, som vil gavne vores borgere. Jeg synes også, at man er meget mere lige. Da jeg kom ind i byrådet, var der de gamle, og det var dem, der bestemte. Vi gjorde, som de sagde. Nu drøfter man tingene meget mere og forsøger at finde frem til en fælles beslutning for borgerne, siger hun og tilføjer, at hun ikke går så meget op i partifarve.

Selvom det ikke var meningen, at hun ville vælges ind dengang i 1989, er hun alligevel glad for, at det blev sådan. Det er nemlig med til at give livet mening, når man kan se, at man har gjort en forskel for nogle borgere.

Ordene kan være svære at få over læberne, for de skal jo helst ikke lyde som pral, men alligevel drister hun sig til at sige det sådan:

- Jeg har haft fokus på de svage borgere, og jeg synes også, at jeg hjulpet til, at de har fået en bedre tilværelse, siger hun.

Jette Andersens jubilæum vil blive fejret med en reception på Greve Rådhus onsdag den 29. november fra klokken 14.00 til 16.00. Alle er velkomne.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk