Stine Randel
Bestyrelsesmedlem i GFO
Rosenvangsvej 40
2670 Greve
Debat: Greve Forældreorganisation (GFO) har fået henvendelser fra bekymrede forældre, som ønsker hjælp til at sætte fokus på kommunens strategi for digital dannelse og sikkerhed i skole- og SFO-tid.
Ifølge flere forældre udleverer kommunen iPads til eleverne til skolebrug, men ifølge forældrene benyttes de også i SFO-tiden. Forældrene er stærkt bekymrede for risikoen for grooming og at børnene risikerer at støde på indhold, som ikke er hensigtsmæssigt, fx voldeligt eller seksuelt indhold. Flere forældre fortæller, at der med skolens iPads medfølger adgang til YouTube, oprettet i det enkelte barns navn med angivelse af skole og klasse. Forældre kommer også med eksempler på børn, som er blevet introduceret til pornografisk materiale i skoletiden eller SFO-tiden på skolens netværk.
GFO har en klar forventning om, at kommunen gør noget ved den digitale sikkerhed ift. iPads, som udleveres af kommunen til børnene. Herudover ønsker GFO, at kommunen sikrer, at en politik for digital dannelse og sikkerhed i børnehøjde implementeres, så forældre i Greve kan regne med, at deres børn kan færdes trygt online i skole og SFO.
Situationen er stærkt bekymrende, så det kan kun gå for langsomt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her