23. februar 2018
Forsiden af turistkataloget stammer fra Karrebæksminde. Udvalgsformand Mikkel Lundemann Rasmussen (K) håber, at Stevns får forsiden i næste udgave.
gallery icon

Se billedserie

Forsiden af turistkataloget stammer fra Karrebæksminde. Udvalgsformand Mikkel Lundemann Rasmussen (K) håber, at Stevns får forsiden i næste udgave.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Turismens nye ansigt på Stevns

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Turismens nye ansigt på Stevns
Stevns - 10. februar 2018 kl. 07:26
Af Henrik Fisker
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Stevns har nu i tre år været en del af turismeorganisationen: Visit Sydsjælland-Møn (VISM), som desuden omfatter Faxe, Næstved og Vordingborg kommuner. Det indebærer bl.a. fælles markedsføring af de fire kommuner som turistmål, der lanceres under navnet: Sydkystdanmark.

arrow Læs også: Det er jo bare én stor reklametryksag

En del af denne markedsføring sker gennem et trykt katalog, der netop har set dagens lys og i disse dage er på vej ud til turiststederne i hele området. Det er på 52 sider glittet papir, trykt i 60.000 eksemplarer og uddeles gratis.

- Vi har ændret på konceptet siden sidste år og lagt vægt på at lave et livsstilsmagasin, som folk forhåbentlig tager med sig hjem og fordyber sig i. Vi vil gerne give turisterne en god læseoplevelse, siger Susanne Lassen, der er kommunikationschef i VISM.

En af de væsentligste ændringer er således, at de traditionelle annoncer for turiststederne i år i vid udstrækning er erstattet af artikler, der er bestilt, betalt og godkendt af annoncørerne. Artiklerne er skrevet af et tekstbureau, mens selve produktionen og tegning af annoncer er lagt i hænderne på Sjællandske Medier A/S.

- Magasinet er dermed 100 procent annoncefinansieret og har ikke kostet os noget at udgive. Det indebærer samtidig, at kun de annoncører, der har betalt for at være med, får en omtale. Vi har dog sørget for, at fyrtårnene bliver nævnt - som f.eks. Møns Klint - uden at betale, siger Susanne Lassen.

Redaktionel omtale
En af de annoncører, der har valgt at bestille en reklameartikel, er Kathrine Hendriksen, der ejer og driver Rødvig Kro & Badehotel.

- En gammeldags annonce og en redaktionel omtale koster det samme, og så vil jeg hellere have en artikel. Egentlig bruger vi færre og færre penge på at annoncere i trykte medier og bruger i stedet de digitale platforme. Men det giver god mening for os at være med i et magasin, der udkommer i et relativt stort område - og så vil vi også gerne støtte initiativet, siger hun.

Kathrine Hendriksen udtaler sig med flere kasketter på hovedet, for hun er også formand for Stevns Turistforening og desuden én af de to stevnske repræsentanter i VISM's bestyrelse. Den anden er borgmesteren.

- Jeg synes, at det er et flot resultat, der er kommet ud af det. Man skal huske på, at det er et kommercielt katalog, og det indebærer, at det kun omtaler de aktiviteter, som nogen har villet betale for. Jeg kunne godt ønske mig, at der var flere fra Stevns, der ville være med, men omvendt synes jeg ikke, at man kan sige, at vi er dårligt repræsenteret, siger Kathrine Hendriksen.

Stevns i kataloget
Hvis man bladrer i magasinet, skal man om på side 19 for at finde den første artikel fra Stevns. Den er indrykket af Østsjællands Museum og handler om Kalklandet med bl.a. et billede fra Boesdal Kalkbrud. Herefter følger to sider om Stevns Klint betalt af Verdensarv Stevns. Næste artikel står på 27 og handler om Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Og på side 32 står en artikel, der beskriver Rødvig Kro & Badehotel - den eneste restaurant fra Stevns, der er omtalt i magasinet.

Således er f.eks. Vallø Slotskro - der har modtaget flere æresbevisninger for sin gastronomi - ikke nævnt med ét ord. Det samme gælder de to stevnske campingpladser i henholdsvis Rødvig og Strøby Ladeplads.

- Jeg kan jo ikke gøre for, at andre udbydere ikke har haft lyst til at annoncere, siger Kathrine Hendriksen.

Det har til gengæld Danhostel Store Heddinge og Kazuri Scandinavia i Hårlev. Desuden har Stevns Turistforening betalt en annonce på vegne af 16 lokale bed & breakfast-overnatninger på Stevns - med angivelse af telefonnumre og hjemmesider.

På et kort bagerst i magasinet er annoncørerne plottet ind, så turisten kan finde vej. Til gengæld leder man forgæves efter andre seværdigheder som f.eks. Gjorslev Slot, Vallø Slot og Stevns Fyr.

Boesdal Kalkbrud er til gengæld med på kortet, men placeret på en ny destination på en mark mellem Sigerslev og Holtug. Det skyldes efter det oplyste en menneskelig fejl.

Udvalgsformand tilfreds
Det nye magasin modtages positivt af den politisk ansvarlige udvalgsformand. Mikkel Lundemann Rasmussen fra Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme-udvalget synes, at resultatet er godt.

- Jeg så selvfølgelig gerne, at Stevns havde været på forsiden og havde fyldt de første sider. Men det går sikkert efter tur, og så må det være vores tur næste gang. Vi er repræsenteret på omkring 20 procent af pladsen, og det svarer jo nogenlunde til vores andel af områdets samlede areal, siger han.

Mikkel Lundemann Rasmussen er bevidst om, at indholdet af magasinet er styret af annoncørerne, og den tanke kan godt forstå, siger han.

- Jeg skal som udvalgsformand ud at fortælle de lokale virksomheder, at de skal annoncere i bladet for at få omtale. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er et katalog, der kun skal markedsføre Stevns. Det skal trække turister til hele området, og så må vi finde en anden måde at fortælle turisterne om de lokale seværdigheder, når de først er kommet. Her tror jeg bare, at det er vigtigt ikke at stirre sig blind på, om seværdighederne ligger på Stevns. Turisterne er jo ligeglade med kommunegrænser - de vil bare have de bedste oplevelser, siger han.

Udviklingen går hurtigt
Spørgsmålet er så blot, om man ikke taber de lokale turistudbydere på gulvet. Her udgav Stevns Turistforening for knap to år siden en tryksag i lommeformat med titlen: 50 things to do in Stevns med oplysninger om lokale aktiviteter. Det er f.eks. her, at man slå op se, hvornår Trines Hus har åbent. Kathrine Hendriksen oplyser, at det i øjeblikket overvejes, om denne publikation skal genoptrykkes.

Susanne Lassen fra VISM føjer til:

- Det er meget få af de små udbydere, der har lyst at bruge penge på at indrykke trykte annoncer. I stedet benytter man de digitale platforme, og det samme gør turisterne. Udviklingen inden for turismen går så hurtigt, at det, der var moderne i går, er forældet i dag. Derfor er efterspørgslen på det traditionelle turistkatalog, som vi kender det, også for hastigt nedadgående. Vi har stadig 40.000 eksemplarer af vores trykte magasin fra sidste år liggende på lager, og derfor har vi også valgt at trykke færre eksemplarer i år, siger kommunikationschefen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk