
Den erfarne håndboldspiller fra Stevns har ud over at træne og spille kampe op til VM i Egypten også haft travlt med andet uden for håndboldbanen.
Sammen med to af landsholdskollegaerne, Rasmus Lauge og Niklas Landin, er Lasse Svan medinvestor i en ny online træningsplatform: Handballperformance.com hedder den.
Den danske landsholdstrio er gode venner og blandt de bedste i verden. De ved om nogen, hvad det kræver at præstere på højeste niveau. Sammen ser de frem til at kunne give noget tilbage til håndbolden, der hele livet har betydet meget for dem.
- I en stor del af min professionelle karriere havde jeg ikke en fysisk træner tilkoblet. Det er en mangel i sporten. Jo tidligere man som atlet får en fysisk træner tilkoblet desto bedre, fordi man kan tage sin karriere til et helt andet niveau. Derfor kommer Handballperformance.com til at blive en game changer. Vi kan udvikle talenter i en helt anden liga med det her setup, forklarer Lasse Svan i en pressemeddelelse, der er sendt ud umiddelbart op til VM-start.
Bag platformen er brødrene Jacob og Christian Strøm, som for tre år siden startede Fodboldperformance.dk.
På Handballperformance.com tilbydes specifik træning til håndboldspillere, som ønsker at blive hurtigere, stærkere og mere eksplosive. Træningsprogrammerne indeholder styrketræning, løbetræning samt hjemmetræning, så ambitiøse håndboldspillere får de nødvendige redskaber til at blive bedre på banen.
Handballperformance.com går meget snart i luften, men allerede nu kan man tilmelde sig deres early bird liste og komme først i køen til åbningen.
- Vi går alle tre meget op i, at vores krop fungerer, og vi ved, hvordan det er at arbejde på højeste niveau. Vi er alle tre med på lige fod og gør det her, fordi vi vil give noget tilbage til håndbolden, lyder det fra nu 37-årige Lasse Svan, der spiller i SG Flensburg-Handewitt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her