19. januar 2020
Der skal være en ubalance for at få litteratur til at fungere. Hvis man forvandler det mørke til en fortælling, så bliver både historien og virkeligheden til at bære. Den metode giver mig en følelse af, at have kontrol over eget liv , forklarede Kim Leine tilhørerne i Hellested Forsamlingshus. Foto: Klaus Slavensky
gallery icon

Se billedserie

Der skal være en ubalance for at få litteratur til at fungere. Hvis man forvandler det mørke til en fortælling, så bliver både historien og virkeligheden til at bære. Den metode giver mig en følelse af, at have kontrol over eget liv , forklarede Kim Leine tilhørerne i Hellested Forsamlingshus. Foto: Klaus Slavensky
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Succesforfatters univers blev levendegjort i Hellested

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Succesforfatters univers blev levendegjort i Hellested
Stevns - 11. januar 2020 kl. 12:26
Af Klaus Slavensky
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når litteraturanmeldere skriver »En milepæl«, »Et mesterstykke«, »Dyrk ham«, »Fremragende roman, En stor debut« og »En smuk, vigtig, stormende og sejrende bog« om forfatteren Kim Leines bøger, så er der noget at leve op til.

Og det gjorde han, da den prisbelønnede forfatter gæstede Forsamlingshuset i Hellested i onsdags.

Er det en hyggelig bog?

Det startede som en generalforsamling, da formanden for Hellested Borgerforening, Anne-Grethe Mathiesen, ringede med klokken, men det var to forrygende timer med Kim Leine, der blev budt velkommen til.

- Når jeg har skrevet en ny bog, så spørger min mor ofte: "Er det en hyggelig bog?", startede en af Nordens store forfattere sin fortælling om vejen til sit forfatterskab, og hentydede dermed til, at han i virkeligheden skriver ganske dystre fortællinger om religiøs undertrykkelse, incest, stofmisbrug, krig, mord, koloniracisme og kultursammenstød.

Ubalance i litteraturen

Men trods titler som »De søvnløse« og »Afgrunden« dækker over barske og usminkede historier, så fortalte Kim Leine de over 100 fremmødte i Hellested, at selv om mørket fylder meget i hans romaner, og lyset ofte kun ses som en sprække, så er det et bevidst valg, fordi både han og læserne så altid længes efter lyset.

- Det skaber en dynamik, som virker, sagde han og fortsatte:

- Der skal være en ubalance for at få litteratur til at fungere. Hvis man forvandler det mørke til en fortælling, så bliver både historien og virkeligheden til at bære. Den metode giver mig en følelse af, at have kontrol over eget liv, forklarede Kim Leine til en opmærksom tilhørerskare.

Bøger blev venner

Det kan godt være, at Kim Leine for længst har forladt barndommens traumer med Jehovas Vidner, og at han i sine Grønlandsromaner gør op med prædikanter, men han er ikke kun en gudsbenådet forfatter, han er også en forførende live performer, som man kun kan holde af.

- Det var litteraturen, som gav mig et varmt forhold til fornuftige mennesker, og ikke de galninge, som jeg var omgivet af som barn. Jeg fandt gode venner i litteraturen. Den klub ville jeg godt være medlem af, fortalte Kim Leine, som forklaring på hvorfor han blev forfatter.

Entydig vs flertydig

Kim Leine førte publikum gennem en tour de force af barndomserindringer, ungdomsliv, uddannelse som sygeplejerske i Danmark, job i Grønland, nedtur, misbrug, deroute. Alt krydret med morsomme og tragikomiske anekdoter.

Men hele tiden tilfredsstillede han sit litterære publikum med at kredse om hemmeligheden bag sin skrivelyst.

- Vi forfattere bliver ofte spurgt om vores politiske stemme. Mit bidrag har i den sammenhæng været Grønland. Men en politisk stemme skal være entydig. En litterær stemme er flertydig. Litteraturen skal modsige sig selv hele tiden, ligesom livet gør, lød hans konklusion.

Mening med livet

Leine mener, at litteraturen kan tillade sig at være uforståelig, selv om hans forfatterskab ofte er inspireret af egne oplevelse eller historiske hændelser, som genkendes og netop dermed forstås.

En af hans læsere havde sagt til ham, at »din bog har gjort mig mindre ensom«. Derfor skal man nok gribe fat i ords kompleksitet, for at få dette til at hænge sammen med, at Leine sagde, at litteraturen kan favne livets ubegribelighed.

- Derfor har den stor værdi. Den er uforståelig, og samtidig giver den stor mening med livet.

Det bliver en triologi

Kim Leine fortalte indgående om sine Grønlandsromaner »Profeterne i Evighedsfjorden« og »Rød mand/Sort mand«, og oplyste, at han faktisk er i gang med en tredje bog, så det bliver en triologi.

Grønland blev også åbningen til underholdende erindringssnak, da aftenen nåede til spørgerunden.

»Kan du tale grønlandsk?« lød det fra en tilhører.

Bolle og pisse

Det kunne Kim Leine, og han afslørede, at han tog til Grønland for at blive grønlænder. »Det var mit projekt«, sagde han.

Og det blev til, at han kun opnåede at lære 244 bøjninger af det grønlandske sprogs 640 bøjningsformer.

Det gav problemer.
- Jeg kan huske, hvordan jeg som sygeplejerske engang spurgte en ældre dame: »Vil du bolle før eller efter kaffen?«, da jeg ville spørge om hun ville i brusebad, fortalte Leine til forsamlingens store moro, ligesom han gav et eksempel på en dansk præst, som under en barnedåb, kom til at sige på ufuldendt grønlandsk: »I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, pisser jeg på dig.«

En episk aften

Der var gentagne klapsalver da foredrag, spørgsmål og svar var overstået.

At have helle et sted betyder at være beskyttet, men det kan også forstås som helle for den-et-eller-andet som man gerne vil have.

Forfatteraftenen i Hellested opfyldte begge betydninger, og Kim Leines sammenblanding af hans personlige fortælling, litteraturen, oplæsningen og dialogen med publikum skabte en helhed, og hang godt sammen med åbningen om hans mors forventninger til den næste bog.

Den er der nok mange som deler.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk