
Syv privatpersoner på Stevns er gået sammen om at danne et råd, der kan hjælpe socialt og psykisk udsatte gennem det kommunale system og samtidig sætte fokus på en overset gruppe borgere. Fælles for dem er en frygt for, at målgruppen bliver ladt i stikken, skriver DAGBLADET Stevns mandag.
- Vi havde i juni besøg på Café Stevnen af Social- og Sundhedsudvalget, som var inviteret til at høre om Café Stevnens arbejde for de udsatte i kommunen samt for at vurdere, om vi fortsat skal modtage kommunalt tilskud til driften. Her kom vi til at diskutere, hvordan vi bedst kan hjælpe de udsatte, som ikke magter at føre deres egen sag, når de går på rådhuset for at få hjælp. Og det stod klart for os, at her er et oplagt behov, som vi skal have dækket, siger Rikke Ackermann, der er daglig leder af Café Stevnen.
De seks andre bag initiativet er Anni Cassias, Sejer Folke, Gitte Christensen, Tomas Patheier, Christian Hoffmann Nielsen og Lise-Lotte Hoffmann Nielsen.
- Vi kommer med vidt forskellig baggrund, men der er tale om et upolitisk initiativ uden skelen til partipoltiske interesser. Akkurat som Café Stevnen, der arbejder på et kristent næstekærlighedsbud og samler en række frivillige fra alle dele af samfundet, siger Rikke Ackermann.
Ideen med udsatteråd er at samle en bank af resursepersoner, som vil gøre en aktiv og praktisk indsats for de udsatte. Efter sommerferien vil initiativtagerne indkalde til et møde for interesserede, der vil være med.
- Det er vigtigt at slå fast, at vi ikke skal være sagsbehandlere. Det er myndighedernes opgave, men vi skal støtte og vejlede dem - f.eks. ved at være bisiddere for dem, når de går til møde i Borgerservice. Vi har brug for engagerede mennesker, som vil bruge tid på at engagere sig i de udsattes forhold - f.eks. socialrådgivere eller advokater, men også almindelige borgere med indsigt og empati, siger Rikke Ackermann, der selv er uddannet helseterapeut og socialpædagog.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her