
På tilhørerrækkerne sad lige som ved de seneste kommunalbestyrelsesmøder en række brandfolk i spændt forventning om, hvad deres politikere ville beslutte om Stevns Kommunes fremtidige deltagelse i Østsjællands Beredskab. Så sent som dagen forinden vedtog et enigt Køge Byråd at forlade samarbejdet, og i spørgetiden efter kommunalbestyrelsesmødet på Stevns kom det frem, at nogle var tilhørerne var mødt op i forventning om, at historien ville gentage sig her, skriver DAGBLADET Stevns torsdag.
- Hvorfor vægrer I jer ved at træffe beslutningen, når nu Køge har konkluderet? De stakkels beredskabsfolk ved ikke, om de er købt eller solgt. Og nu hører vi, at Høje Taastrup og de øvrige kommuner på vestegnen også er på vej ud, sagde en brandmand fra tilhørerpladserne.
Men borgmester Anette Mortensen (V) slog fast, at Kommunalbestyrelsen ikke handler på basis af løse rygter. Tværtimod er der stadig en række oplysninger, som politikerne mangler, før de kan konkludere.
Kritikken af Østsjællands Beredskab fik næring, da borgmester Anette Mortensen kunne oplyse, at Stevns stadig ikke har fået »tilfredsstillende svar« på sine spørgsmål om, hvad det vil koste for Stevns at tilkøbe den service, som kommunen mener, er nødvendig for at opretholde et forsvarligt beredskab.
Ydermere har Stevns bedt om at få Beredskabskommissionen indkaldt ekstraordinært efter, at det stod klart, at Køge ville forlade samarbejdet, men er blevet henvist til, at sagen kommer på dagsordenen på det ordinære møde 16. april.
Det forargede flere af Kommunalbestyrelsens medlemmer:
- Det er direkte forkasteligt. Jeg frygter, at der ligger en strategi bagved, hvor nogen sidder og håber på, at vi bare melder os ud, sagde Bjarne Nielsen (V).
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her