
Afstanden fra Stevns til hovedstaden har altid været det store debatemne, når det drejer sig om halvøens mulighed for udvikling - både hvad angår erhverv og bosætning.
Den nystiftede vælgerforening: Liberal Alliance Stevns sætter netop udviklingsmulighederne under lup ved et offentligt møde torsdag 1. oktober kl. 19.30-21.20 på Tinghuset - i øvrigt det første møde, som vælgerforeningen arrangerer.
Her taler partiets folketingsmedlem Henrik Dahl om »byens fremtidige udviklingsmuligheder« - om hvordan Stevns kan skabe
vækst og arbejdspladser samt blive bosætningsegn til både Køge og København.
Henrik Dahl bor privat i Sigerslev og er - ifølge Liberal Alliance - det første folketingsmedlem bosat på Stevns.
Mødet har fået den opsigtsvækkende overskrift: »2018 - Stevns-København på 20 minutter«. Årstallet refererer muligvis til indvielsen af den nye hurtigtogs-bane København-Køge-Ringsted.
Hvis overskriften skal tages for pålydende, indebærer det imidlertid, at de 66 kilometer fra Nytorv i Store Heddinge til Rådhuspladsen i København på 20 minutter skal tilbagelægges med en gennemsnitsfart på 198 km/t. Det er nok lidt mere, end politiet tillader - både på landevej og skinner...
Mødet er åbent for alle interesserede.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her