5. december 2020
Mogens har selv istandsat det gule bindingsværkshus med røde vingetegl og kviste på førstesalen. Foto: Rikke Michael Hansen
gallery icon

Se billedserie

Mogens har selv istandsat det gule bindingsværkshus med røde vingetegl og kviste på førstesalen. Foto: Rikke Michael Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stakitmageren er glad for livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stakitmageren er glad for livet
Stevns - 18. november 2020 kl. 18:50
Af Rikke Michael Hansen

Mogens Sivertsen har travlt i sit værksted. Han skal være færdig med sit nye stakit, inden han på tirsdag 24. november runder 90 år. Lige nu er han i gang med stolperne, som bliver malet grønne. Når det er færdigt, skal stakittet sættes op ud til Køgevej for enden af hans græsplæne.

- Her er lunt, rart og behageligt, forklarer Mogens om sit tømrerværksted, hvor han godt kan lide at opholde sig.

Mogens Sivertsen er »bondefødt«, som han selv kalder det, på Mannerup Møllegård ved Osted. Hans mor ville dog mere for sin søn end landmandslivet, så Mogens tog realeksamen på Roskilde Katedralskole. Han mødes stadig én gang om året med nogle af de gamle klassekammerater fra årgang 1948.

- Men som min lærer sagde: »Mogens, du har brugt for meget på gymnastikken og for lidt på matematikken«, griner fødselaren, der havde for meget fart på til at læse videre.

Mogens har livet igennem været en ivrig gymnast og har bl.a. deltaget ved otte landsstævner. Han går stadig til gymnastik én gang om ugen i Himlingøje Gymnastikforening - også selvom venstre skulder i øjeblikket giver udfordringer med store smerter og deraf manglende nattesøvn.

- Jeg væltede på cyklen sidste år og slog skulderen i faldet. Den er helt tosset lige i øjeblikket, fortæller Mogens, der må tage smertestillende medicin, selvom han helst var fri. Det bliver forhåbentligt anderledes i starten af december, hvor Mogens skal på hospitalet og opereres i skulderen.

Landmand og selvbygget

Mogens blev i 1952 udlært som elektriker, men dengang var der ikke mange elektrikerjobs at få. I stedet blev han landmand, købte Luemosegård i Alslev lidt uden for Karise, hvor han opdrættede SPF-grise (SpecifikPatogenFri).

Gården havde han i hen ved 30 år, de første år sammen med hustruen: Tove. Parret fik fire børn: tre døtre og en søn. Men Tove gik bort, alt for tidligt, i 1980.

Mogens flyttede i 1995 til Store Tårnby, hvor han havde købt et faldefærdigt bindingsværkshus. Han fik job på Junckers Savværk og brugte en stor del af sin fritid på at udbygge og sætte huset i stand.

- Det er opført efter 2015-normen i forhold til isolation, ventilation og radonbeskyttelse, så det er håndværksmæssigt i orden, forklarer Mogens.

Og det er et fint hus, det gulkalkede bindingsværkshus med høj rejsning og røde vingetegl på Køgevej 51, hvor Mogens stiller op til udendørs fotografering efter endt telefoninterview. Og med god afstand bliver det også til et hurtigt kig indenfor i det lune træværksted og det velisolerede hus, samt en rundvisning i køkkenhaven med bistade og orangeri, hvor der stadig kan høstes lidt røde tomater.

Litteratur om vinteren

I dag bor én af døtrene på gården, hvor der dog ikke længere drives landbrug. Det meste af jorden er solgt fra, og på de sidste 10 tønder land er plantet skov. De tre andre børn bor rundt omkring i landet, den ene i Hillerød, en anden på Bornholm og sønnen i Nordjylland.

Mogens har desuden otte børnebørn og to oldebørn - og så har han fået sig en god veninde i Hårlev: Grethe Pedersen.

Grethe mødte han til folkedans. De danser dog ikke mere, men har i stedet kastet sig over biavl og har tre bistader tilsammen.

Mogens har også været aktiv i menighedsrådet i Store Tårnby, og så er han glad for at synge og at læse.

- Om vinteren læser jeg meget, også udenlandske bøger. Lige nu læser jeg Thomas Mann, og så er jeg også begyndt på Uffe Jonas' nye bog om Grundtvigs syn på kosmos, fortæller fødselaren.

Fejres medde nærmeste

Fejringen af den runde dag er, som Mogens kalder det, »skruet ned til det absolutte minimum«.

- Om lørdagen kommer kun børnene, og på selve dagen kommer min svoger, min bror og svigerinde samt Grethe og hendes Annemarie og Niels, siger Mogens.

Han glæder sig til at blive fejret og til at se sin familie. Han glæder sig også til at få sat sit nye rækværk op, til at blive opereret i sin dårlige skulder og til vinterens komme, hvor han igen kan få læst en masse god litteratur. Mogens er i det hele taget rigtig god til at glæde sig over de positive ting, og meget livsbekræftende slutter interviewet med disse ord fra fødselaren:

- Jeg er skideglad for livet og tilværelsen.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk