

Se billedserie
Venstres generalforsamling - der blev onsdag aften blev holdt virtuelt med 35 deltagere - bød på en enkelt personnyhed. Det skete, da formand Karsten Skov præsenterede bestyrelsens forslag til ny regionsrådskandidat, idet Lene Madsen Milner har meddelt, at hun ønsker at stoppe efter to perioder som medlem.
- Da Lene var kommet med sin melding, meldte Jacob Panton Kristiansen sig som et bud på hendes afløser. Det synes vi i bestyrelsen, er en god ide, og vi har derfor besluttet, at vi indstiller Jacob som vores kandidat, når der senere på foråret bliver opstillingsmøde for Venstre i Region Sjælland, sagde Karsten Skov.
På generalforsamlingen gav Jacob Panton Kristiansen sine partifæller en redegørelse for sine politiske overvejelser, og han lagde ud med oplysningen om, at han ikke genopstiller til Kommunalbestyrelsen ved valget i november. Da DAGBLADET i januar spurgte samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer, om de ville genopstille, var Jacob Panton Kristiansen én af de tre blot tre siddende politikere, der endnu ikke havde gjort sin stilling op. Det har han så nu:
- Jeg genopstiller ikke til kommunevalget, men satser i stedet både på at blive valgt til Regionsrådet og Folketinget. Mine år som medlem af Kommunalbestyrelsen har lært mig meget om, hvordan tingene fungerer politisk - både på godt og ondt. Men jeg har gjort op med mig selv, at der ikke er plads til at sidde alle tre steder, og derfor har jeg været nødt til at træffe et valg, sagde han.
Motivationen til at stille op til Regionsrådet har rod i hans personlige historie som soldat i Afghanistan, hvor han var tæt på at blive dræbt.
- Efter min ulykke kom jeg hjem til et utal af operationer, som har givet mig et stort indblik i den danske hospitalsverden. Det motiverede mig til at gå ind i politik, sagde han.
Jacob Panton Kristiansen er opstillet til Folketinget i Næstved-kredsen efter, at han ved det seneste valg i juni 2019 forgæves søgte at blive valgt i Faxe-kredsen.
Lene takkede af efter 24 år
Lene Madsen Milner benyttede lejligheden til at takke af - ikke blot efter otte år i Regionsrådet, men hele 24 år som folkevalgt, når vi når til næste årsskifte.
- Jeg er rigtigt glad for, at du, Jacob, tager handsken op efter mig. Jeg vil hjertens gerne hjælpe med at få dig valgt. Tak for den tid, som jeg har været med i politik - jeg er fuld af taknemmelighed. Som I ved, prøvede jeg at stoppe allerede ved sidste valg, men blev ligesom trukket tilbage i gryden, sagde Lene Madsen Milner med henvisning til situationen i 2017, hvor hun havde meldt ud, at hun stoppede, men hvor hendes vælgerforening overtalte hende til at tage en periode mere, da ingen afløsere havde meldt sig som kandidat.
Formand Karsten Skov takkede Lene Madsen Milner for hendes mangeårige indsats og beklagede, at hun ikke ønsker at fortsætte som medlem af Regionsrådet, omend han udtrykte forståelse for, at hun nu har aftjent sin værnepligt som folkevalgt.
Venstre Stevns har ni delegerede på opstillingsmødet i Region Sjælland, og på generalforsamlingen havde medlemmerne mulighed for at melde sig. Her var Lene Madsen Milner én af de første, der bad om at komme med.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her