

Se billedserie
Det var en tilfreds formand for Radikale Venstre Stevns, der på generalforsamlingen forleden i Hårlev kunne glæde sig over, at det går godt for partiet. Sådan da, for trods alt vokser træerne ikke ind i himlen, men meget er lykkedes for partiet - og måske vigtigt af alt, så deltager Radikale i dag i en flertalsgruppe, hvor samarbejdet - ifølge partiet - fungerer godt.
- Radikale samarbejder - med dem, der vil, lyder ét af vore slogans. Nu viser vi igen, at vi mener det, sagde Bjarne Hendrichsen i sin formandsberetning.
Han glædede sig over, at Radikale på Stevns fik omkring 40 procent frem i stemmetal ved både kommune- og regionsrådsvalget. Målet var at få genvalgt begge de radikale politikere: Line Krogh Lay og Jørgen Gregersen. Det lykkedes som bekendt ikke, og Jørgen Gregersen måtte som Kommunalbestyrelsens nestor takke efter 32 år i politik.
Men alligevel kan partiet glæde sig over, at det lykkedes at fastholde triumfen fra sidste valg i 2013, hvor Radikale for første gang kom i Kommunalbestyrelsen på Stevns, og at partiet endda formåede at forøge sin stemmeandel efter en lang og aktiv valgkamp.
Akkurat som for fire år siden tilsluttede Radikale sig en allerede indgået flertalsaftale uden selv at opnå nogen formandspost ved konstitueringen. Line Krogh Lay er dermed den eneste gruppeformand i flertalsgruppen, der ikke samtidig er formand for ét af de stående udvalg.
Men Bjarne Hendrichsen slog i sin beretning fast, at en formandspost ikke er altafgørende for partiet. Det er derimod en velfungerende kommunalbestyrelse og maksimal radikal indflydelse. Line Krogh Lay har - slog han fast - opnået vigtige udvalgsposter, og han spåede, at der snart nedsættes et såkaldt paragraf 17, stk. 4-udvalg - der får en bunden opgave inden for et afgrænset område - hvor Radikale vil få en central placering.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her