

Se billedserie
Efter fire måneders fravær får Enderslev, Vråby og Himlingøje kirkesogne atter en ny præst fra 1. september. Hun hedder Ida Secher, er 52 år og kommer fra en stilling som sognepræst ved Frederiksborg Slotskirke i Hillerød, som hun det seneste år har haft orlov fra.
- Jeg har i længere tid tænkt, at jeg gerne ville være præst i landsogne, fordi naturen betyder rigtigt meget for mig - både personligt og som inspiration i mit arbejde. I forhold til den store arbejdsplads, som jeg kommer fra, bliver det helt anderledes at være ene-præst. Men jeg ved, at jeg kommer til sogne, hvor opbakningen er stor, og hvor jeg har dygtige præstekolleger i sognene omkring mig. Jeg glæder mig helt utroligt meget til dette nye præsteeventyr, siger Ida Secher.
Den nye præst er københavner og datter af en kirkeinteresseret far, der også var FDF-leder og tidligt tog hende med i kirke på Nørrebro. Her grundlagdes interessen for kirkelivet, og allerede som 18-årig blev hun valgt ind i Anna Kirkes menighedsråd, hvor hun sad i to perioder.
Sin første stilling havde Ida Secher på Lolland som konstitueret sognepræst i Vesterborg, inden hun i 2004 fik fast stilling ved Slotskirken i Hillerød - i første omgang kun på halv tid, hvor hun samtidig var religionspædagogisk konsulent i Helsingør Stift.
Hun flytter ind i præstegården i Enderslev og indsættes i sine nye kirker søndag 1. september af provst Erhard Westenberg. Her holdes der tre gudstjenester samme dag:
Vråby Kirke kl. 9 (kirkekaffe 8.45) Enderslev Kirke kl. 10.30 (kirkekaffe 10.15) Himlingøje kl. 12. Herefter indbyder menighedsrådene til en reception i Himlingøje Forsamlingshus.
- Vi er i menighedsrådene utroligt glade for, at Ida har lyst til at være præst hos os. Vi er sikre på, at hun bliver et virkeligt aktiv for kirkesamfundet, byerne og beboerne i vores tre sogne. Vi glæder os rigtig meget til samarbejdet og glæder os til indsættelsen, hvor Ida og beboerne i de tre landsbyer for første gang rigtig kan mødes, siger Marianne Skettrup, der er menighedsrådsmedlem i Enderslev Sogn.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her